Hjerteland

        Udkommer den 5. november. 2021



Hun bliver mindre og mindre, imens hun falder gennem luften. Til sidst er der bare en rød klat tilbage. Hvidt skumsprøjt bliver synligt der, hvor hun rammer vandoverfladen. Snart er havet stille igen, som om ingenting er hændt. Den røde prik er væk. Havet har slugt hende. På et eller andet tidspunkt bliver hun spyttet ud igen og driver i land.


Mens syrenerne trækker spor af lilla og hvidt gennem det fynske landskab, bliver Torben Juhl overtalt til at efterforske drabet på præsten Søren Berg. Søren Berg var præst i den lille menighed Guds Hus, der spiller høj rockmusik til gudstjenesten og går ind for fri kærlighed.


Efterforskningen hvirvler Torben Juhl rundt blandt excentrikere, som citerer Højsangen og drømmer om at omdanne Fyn til et toscansk mekka for økologiske fødevareproducenter. En dramatisk begivenhed i silhuetten fra renæssanceborgen Egeskov under den eksklusive Heartlandfestival giver flere grå hår på Torben Juhls hoved. Men måske kan det solglitrende sydfynske øhav kaste lys.


Hjerteland handler om tro, svigt og lidenskab og er andet bind i serien om den dedikerede pladesamler og efterforsker Torben Juhl.


Hjerteland er efterfølgeren til krimien Blodbøg, der udkom i 2020.


Køb bogen uden fragt

https://xn--brndpunkt-h3a.dk/index.php/product/hjerteland-finn-wiedemann/


Anmeldelse af Hjerteland


Kerteminde Avis d. 4. oktober.


Finn Wiedemann har skrevet sin tredje kriminalroman, den anden om Torben Juhl. Den foregår på Fyn, er aktuelt forankret, og nu har forfatteren med Munkebofortid meget bedre tag på genren

 

Titlen ’Hjerteland’ på Finn Widemanns nye kriminalroman er godt valgt. Vi tænker straks ’Heartland’, festivalen på Egeskov, hvor det ene mord sker, ovenikøbet filmet af den tidligere politimand Torben Juhl, der nu i sit modne liv, dvs. på den anden side af 60, er privat efterforsker.

Vi tænker også på emneområdet hjerte. Det er stort. Hvem tør sige, at de er udlært i området hjerteland, og det drejer en stor del af bogen sig også om, mens pladenørden Torben Juhl får fat i musikalske sjældenheder fra 1960erne og dyrker sin nye kæreste, efter at han er kommet over sin tidligere hustrus død.

Som sædvanlig skriver Wiedemann glat, elegant og denne gang meget mere spændende. Mordene sker mere originalt og med passende mellemrum. Forskningen er på bar bund, men noget er overset, og meget skal forskes en enkelt gang mere – flere skal afhøres – og der er dramatiske højdepunkter med flere næsten-mord.


Kulissen er Fyn. Det første mord sker i Fraugde Kirke, og vi kan følge de veje, som Juhl kører ad, minutiøst gennem det dejlige fynske landskab. Handlingen udspiller sig i kredse, der måske sælger sunde fødevarer, men muligvis på ulovlig vis udnytter, at man ønsker økologi med gode historier tilknyttet. Den udfolder sig desuden i gejstlige kredse blandt folkekirke, frikirker og sekter, der klarer sig fremragende i disse tider, hvor demagogi fører til tops over alt, selv til det amerikanske præsidentembede. Kan du tale, forføre og ledsage det med de henrykkende ritualer, kan du få folk med dig og få dem til at holde op med at tænke.


Desuden er der de kirkelige stridigheder. Wiedemann kan udmærket være inspireret af sin daglige avis, hvor man ustandselig læser om stridigheder mellem præster og kirkegængere; præster og menighedsråd; menighedsråd, der bliver rasende  på hinanden eller over kunst, der får folk til at komme i kirken; etc. etc.

Her er der stridigheder mellem Guds Hus, der bl.a. går ind for fri kærlighed og rockmusik, og Centerkirken.

Det er ikke let at finde rundt i for stakkels Torben Juhl, der ikke mindst erfarer, at såvel kærlighed som økologi har flere ansigter, end han havde forestillet sig.

Det er en velskrevet, ikke alt for godt korrekturlæst, men underholdende roman, som kan anbefales blandt de mange nye ’lokalkrimier’, der for tiden sprøjter ud fra forlagene – ikke mindst bornholmske. Finn Wiedemann sørger for, at Fyn er fint med i selskabet.


Anmeldelse af god.bog.dk. d. 3. november. 2021


Der er fuld plade på ’Hjerteland’! Selv har jeg tit tænkt på at tage til Heartlandfestival på Fyn, og nu har Finn Wiedemann hjulpet mig afsted. Det er rigtigt godt. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle vandre fra diskussionsfelter til små, fynske specialiteter og lytte til lidt forskelligt lyd. Men sådan skulle det ikke være. Piben får en helt anden lyd i Wiedemanns udgave. Her er Hjerteland et symbolsk felt af alt, hvad hjertet begærer og bærer på: Lidenskab, tro, håb og en smule kærlighed slemmet op med svigt.


Det er den aldrende Torben Juhl som lidt tilfældigt havner i en opklaring af et sælsomt drab på præsten Søren Berg. Handlingen fletter sig ind og ud af Guds Hus, og musikken er mere rock end højsang.  Selvom det selvfølgelig er lidt klicheagtigt, så får jeg lyst til at sige, at Hjerteland ikke kører i samme rille, men ligger godt i svinget til platin (med reference til, at hovedpersonen, Torben, er passioneret pladesamler).


Uddrag fra lektørudtalelsen d. 16.11


En udmærket letlæst krimi. Den har til tider samme stemning som klassiske britiske krimier. Den provensielle hygge blandes op med spændingslementer, der kan få læseren til at gruble over mysteriet. Denne, den anden krimi i sering, har et velfungerende fokus på tro og lidenskabb. ... kan minde lidt om Jussi Adler Olsense serie om Afdeling Q.