Vinterkrigen

                                                                                                         Lektor ved Syddansk Universitet og forfatter

Vinterkrigen er fortællingen om den 13-årige Lars, hvis store passion er vejr og meteorologi, især is og sne. Lars forsøger at komme overens med sin mors død samtidig med, at han er et sted i sit liv, hvor han skal lære at tackle venskaber, svigt, forelskelse, spirende seksualitet og får indsigt i voksenverdenens bedrag og dobbeltmoral.

Den tidsmæssige ramme om fortællingen er vinteren 1978-1979, hvor århundredets snestorm, kaldet Vinterkrigen, begravede Danmark i sne. Bogen er fortalt i et poetisk sprog og balancerer mellem det humoristiske, komiske og tragiske.

 

”Hvis man har den rigtige indstilling, så skal man nok klare sig, uanset hvor vanskelige betingelserne er,” siger jeg. ”Vi mennesker har en fantastisk evne til at få det bedste ud af enhver situation.”

Mor har lukket øjnene. Måske er hun faldet i søvn. Brystkassen bevæger sig roligt op og ned. Jeg kigger ud ad vinduet. Snevejret er tæt. Man kan ikke længere se over til naboen, det ser ud som om tusinder af hvide sytråde forbinder himlen med jorden.

 

.

 

Læs interview om bogen Vinterkrigen fra Fyens.dk d. 5-1-2019

 

Det hjælper at måle temperaturen to gange om dagen

AF: ANETTE HYLLESTED

 

I "Vinterkrigen" klarer en stor dreng både dødens og livets genvordigheder ved at fordybe sig i vejret.

13-årige Lars' mor ligger for døden. For hver dag svækkes hun i takt med, at vintervejret styrkes. Vi befinder os i vinteren mellem 1978 og 1979, hvor århundredets snestorm får navnet Vinterkrigen, mens den begraver Danmark i sne.

"Vinterkrigen" er også navnet på Finn Wiedemanns nyeste roman, men titlen refererer ikke blot til vejret, men også til det drama, der udspiller sig inde i Lars.

- Jeg kan godt lide at skrive om den overgang, hvor man hverken er barn eller voksen. Det er et spændende erfaringsrum at være tilbage i, siger Finn Wiedemann, som har hentet inspiration fra bøger som "Mit liv som hund" og "Ekstremt højt & utrolig tæt på", men også fra sig selv.

Som stort barn var han også meget optaget af vintervejr og kontrollerede og noterede temperaturerne to gange i døgnet hjemme i forældrenes parcelhushave i Munkebo.

Romanen rejser spørgsmålet om, hvorvidt børn og unges ofte altopslugende interesse for f.eks. meteorologi, dinosaurer, sport eller spil udgør en flugt fra virkeligheden, som gør, at de ikke behøver involvere sig. Eller om det er en måde at skabe et frugtbart frirum på som kontrast til en verden, som kan opleves kaotisk og truende.

Lars' verden er netop kaotisk. Med en døende mor og en spirende forelskelse, men Lars har, som ungdommen ofte har, en stærk selvopholdelsesdrift og finder kræfter ved blandt andet at lukke sig inde i sin "vejrboble". Samtidig ser han på verden med et skarpt satirisk blik, der gør romanen til også munter læsning.

- Jeg har ønsket at skrive en roman, hvor man både griner og græder. Det alvorlige og tragiske i kontrast til det absurde og humoristiske. Men samtidig kan jeg godt lide at balancere mellem det realistiske og det fantastiske. Læseren må gerne blive en lille smule usikker, siger Finn Wiedemann.

"Vinterkrigen" foregår i et parcelhus-kvarter, der med forfatterens ord godt kunne være i Munkebo.

 

Krimier på vej

Wiedemann arbejder i øjeblikket på to nye krimier. Den ene kalder han for en "mild krimi", og den er en næsten 60-årigs tilbageblik på sit skelsår, da han som 16-årig skiftede fra folkeskole til gymnasiet, fik sin første kæreste for alvor og fandt en død mand i skoven. Igen er vi i 70'erne i en by inspireret af Odense, og arbejdstitlen er "Måske indhenter virkeligheden os". I den anden krimi følger vi en førtidspensioneret privatdetektiv, som rejser til Toscana med Gislev Rejser. På turen omkommer to søstre under mystiske omstændigheder.

 

https://www.fyens.dk/kultur/Det-hjaelper-at-maale-temperaturen-to-gange-om-dagen/artikel/3310611

 

Anmeldelser af Vinterkrigen



RomeoReviews

Den 15. marts 2019

https://romeoreviews.wixsite.com/romeoreviews/single-post/2019/03/15/Vinterkrigen-af-Finn-Wiedemann?fbclid=IwAR15tAropx-ykgE9keFgQMqjEAwjDqTwU1HGVEARAO9Pzu3Rr1Vn2j94U1E


Bøger.org

Den 7. marts 2019

http://bøger.org/vinterkrigen-finn-wiedemann/


Bognørden

22. februar 2019

Vinterkrigen blev mit trejde møde med denne forfatter
Odenseanske Finn Weidemann er igen på banen med en romanudgivelse. Weidemann er, ved siden af sit forfatterskab, lektor ved Syddansk Universitet. Litterært har han udgivet flere bøger indenfor både skøn- og faglitteraturen. Jeg har haft glæden af et par stykker – læs mere nederst på denne side.
Lars er 13 år. Han bor sammen med sine forældre og sin storebror Bjørn i et parcelhuskvarter. Lars er ”vejr-nørd” hans altoverskyggende hobby er vejret, ligesom hans store fremtidsplan er at blive meteorolog. Men, den ellers vante dagligdag vendes på hovedet, da Lars´ mor bliver alvorligt syg. Dag for dag trækkes den varme og kærlige mor væk fra livet i familien, og snart er det ”kun” Ingeniøren, der tegner veje for amtet, Bjørn, der ryger hjemmerul, drikker og rager på pigernes bryster og vejrnørden Lars til at samles om måltiderne. Moderens sygdom og senere død skaber naturligvis store omvæltninger i familien, og de daglige vejr-notater fra haven og radioværten Lars E. Christiansen bliver det faste holdepunkt i Lars´ liv. Ikke mindst fordi Lars samtidig går ind i den spæde teenagealder, hvor hormonerne titter frem og, hvor også seksualiteten spirer og skal udforskes. Forelskelse, alkohol og svigt synes at blæse med orkanstyrke ind i Lars´ nye tilværelse med fuld fart og uden, at Lars aner, hvad han skal gøre med alt det nye – udover at prøve sig frem. Så det gør han, prøver sig frem - med større og mindre held. For tankerne er mange, handlingerne nok velovervejede, men resultatet ganske ukendt og med svingende succes. Kort sagt: Lars forsøger at finde sig til rette med den nye identitet samtidig med, at han er nødt til at fastholde det sikre, for ikke at forsvinde.
”Selvfølgelig dør mor ikke. Ens mor kan ikke dø, når man er 13 år”
Romanen har Lars som jeg-fortæller. Lars tager læseren ved hånden og guider os gennem et halvår i en teenagedrengs liv. Siderne vender sig selv, sproget er legende let, det flyder og er så levende, at læseren bliver til Lars. Weidemann leger med sproget og viser sin sublime formidlingsevne ved at formidle samtidigt, vægte tragedie med humor og frem for alt med en helt unik dybde. Læg dertil, at Weidemann har skabt et fuldkommen tidstro univers, så sprog, figurer og omgivelser tager læseren med tilbage til isvinteren 1979 selv de små indslag og læren om vejret, blev en herlig oplevelse.
”Er far ikke kommet hjem? […] ”Kommer han ikke hjem før han skal på arbejde? Han skal vel barberes og have aftershave på” Hver morgen kommer far Old Spice på fra den hvide flaske med rød skrift, som står på badeværelseshylden. […] Duften af Old Spice er lig med morgenens duft. ”Han kan vel ikke tage ind på amtet uden at være blevet barberet?””
Vinterkrigen er en sublim fortælling af og om en dreng, der står på kanten af det spæde ungdomsliv. Dét andre oplever på et helt liv, oplever Lars på få måneder - Fortællingen har alle katastrofens ingredienser, men i stedet for ”kun” at frembringe en dyster og ganske ubærlig fortælling, har forfatteren evnet at skabe en spillevende fortælling, der emmer af kærlighed, humor, tragedie og frem for alt om håb. Persongalleriet er bygget op omkring Lars, og alle som én, fremstår spillevende, genkendelige og fulkommen realiste i både ord og handlinger. Jeg VAR Lars og jeg gennemlevede handlingen i 1978/79.
”De andre i klassen har været søde ved mig, efter mor døde. Lene har spurgt mig, om jeg var ok. Hun har også spurgt mig, om hun skulle bede for mig. Det synes jeg dog ikke, der er grund til. Der er ingen grund til at blande Gud ind i det. I forvejen bliver han blandet ind i alt for mange ting; konfirmationer, død og bryllupper. Han burde tage og blande sig lidt udenom engang imellem”
Jeg er i dén grad vild med Vinterkrigen og vild med Lars. Det her er en roman, der på samtlige barometre når toppen og faktisk truer med at sprænge skalaen. Det er meget længe siden, jeg har haft så sublim en læseoplevelse. ”Vinterkrigen” er varm, vedkommende og virkelig velkomponeret. Den emmer af forfatterens store menneske vid, og så er det en fortælling, der er tidsløs i både handling og formidling. For Lars findes i mange hjem verden over, og jeg kan garantere, at både unge og mere modne læsere vil kunne hente inspiration, genkendelse og måske endda lise fra fortællingen. ”Vinterkrigen” er en mustread til alle, der holder af solide fortællinger om livet på godt og ondt.


 

B for Bog

Lars Poulsen

1. februar 2019

 

Med sikker pen der er både humoristisk, poetisk og tragisk på samme tid, fører Finn Wiedemann sikkert sin læser gennem historien om 13-årige Lars, den vinter i 1978/79 der blev kaldt "Vinterkrigen".

Jeg var selv 14 år gammel den vinter, og kan stadig huske hvordan landet lukkede ned i dagene omkring nytår. Det var den vinter hvor høj- og lavtryk lavede en frygtelig ravage, der endte med sne i flere meters dybde. Det var også den vinter hvor Lars og hans familie i Finn Wiedemanns "Vinterkrigen" blev udsat for en række faktorer udenfor deres indflydelse. Faktorer der skulle få afgørende indflydelse på deres liv fremover.

Lars' mor bliver syg, og samtidig med det, begynder Lars at interessere sig for vejret. Han læser alt hvad han kan komme i nærheden af om meteorologi, han aflæser temperaturen to gange i døgnet, noterer vindretningen og holder øje med barometeret. Alt bliver skrevet ind i et kladdehæfte. Lars vil være meteorolog når han bliver voksen. For ham er det vigtigt at kunne forudsige vejret. I virkeligheden handler det nok mere om, at han ved at aflæse og nedskrive sine målinger, får noget konkret at forholde sig til. Noget der kan sættes ind i skemaer og betragtes, i modsætning til morens sygdom der kun bliver værre. En sygdom man som 13-årig ikke kan finde ud af at forholde sig til, når man også skal konfirmeres samtidig med at hormonerne begynder deres kaotiske ræs i kroppen.

Wiedemann har begået en rigtig fin roman. Dels rammer han hovedet på sømmet i beskrivelsen af den teenage-forvirrede dreng, og dels er "Vinterkrigen" et godt nedslag i en fortid der ikke ligger ret langt tilbage. Hans sprog er sprudlende og levende, og han tegner Lars rigtig godt op. Persongalleriet står klart og tydeligt, og jeg føler at jeg har været gæst hos en virkelig familie. At jeg har lært hver enkelt af dem at kende, og at jeg har fået lov at se ind bag overfladen. Ind bag alt det de hver især gør,dybest set fordi de ikke forstår og ikke kan forholde sig til det der foregår lige omkring dem. Lars, storebror Bjørn og deres far, tackler (eller ikke-tackler) situationen med den syge mor/hustru på vidt forskellige måder. Men fordi forfatteren lader mig kende trekløveret, kan jeg godt forstå hvorfor de handler som de gør. De levede i en tid, hvor det at tale om tingene, ikke var noget man gjorde. Man skulle ikke vise svaghed.

Selvom "Vinterkrigen" har Lars som den 13-årige jeg-fortæller, er det ikke en ungdomsbog. Ikke kun, i hvert fald. Som jævnaldrende med hovedpersonen, dengang sidst i 70'erne, er der rigtig meget jeg kan nikke genkendende til. På mange måder blev "Vinterkrigen" både en hyggelig tur ned ad Memory Lane, og en dyb og intens fortælling om en familie der rammes af sin egen vinterkrig.

 

 

 

Uddrag fra bibliotekets lektørudtalelse

Meget fin og poetisk sprog, der fint beskriver det at være 13 år at være forelsket, frustreret over at miste og forvirret over venskaber. Stemningsmæssigt minder Wiedemann om Per Petterson som blandt andet har skrevet Jeg nægter og Ud at stjæle heste. Anbefales til alle biblioteker.

 

27. november 2018

 

Kerteminde avis

Temperaturen på puberteten

Af Svend Novrup -

20. november 2018

 

Finn Wiedemanns nyeste roman, Vinterkrigen, øser endnu engang af hans minder fra ungdommen, og nu sker der mere på siderne.

Finn Wiedemann er opvokset i Munkebo og har i sit forfatterskab først og fremmest skrevet om de ting, han oplevede i sin ungdom, hvad enten det, som i de første bøger, var selvbiografisk eller det, som i romanen ’Vinterkrigen’, er sat i en fiktiv ramme.

Titlen sigter til, at handlingen udspiller sig i den hårde vinter 1978-79, som dog spiller en begrænset rolle. Mest som baggrund for hovedpersonens glubende appetit på alt, hvad der har med meteorologi at gøre – og som giver den ældre læser et hyggeligt tilbageblik til Lars Christiansen og DRs første trafikredaktion.

Vi følger den 13-årige Lars i et brydningsår, hvor hans mor dør; hans far har en affære; han selv har problemer med at skulle konfirmeres, selv om han ikke tror på Gud – i overensstemmelse med den dobbeltmoral i voksenverdenen, han opdager; han er vildt forelsket i en pige, men har ikke den store tro på sig selv; men den seksuelle debut er umiddelbart forestående.

 

Endnu engang ’husker’ Finn Wiedemann blændende. Han fortæller i et smukt sprog og i sin vanlige, lavstemte stil levende, om end han endnu engang falder ud af fortællerrollen her og der. Vi ser og hører med en 13-årigs øjne og ører; erfarer, hvad han tænker, og alligevel kan der pludselig fx stå: ’To teenagere i et parcelhus på Erantisvej, som er alene hjemme en forårsaften, og som er ved at lære kærligheden at kende.’

I modsætning til flere af de tidligere bøger er der mere dramatik til at holde læserens interesse fangen, og historien er endog indrammet af en voldsom skudepisode.

Den 229 sider lange bog, udsendt på forlaget Brændpunkt, er inderlig og nostalgisk for mange, men om den taler til den generation, den handler om, gad jeg nok vide. Måske er der for stor forskel på dagligdagen da og nu, måske er de unge meget tidligere modne i dag.

Jeg læste bogen, som er blandt Wiedemanns bedste, så hurtigt, det var muligt.

 

 

 

Fyens Stiftstidende d. 23-11

 

Fynsk forfatter skriver om liv og død i forstæderne

 

Vinterkrigen" er fortællingen om den 13-årige Lars og hans store passion for meteorologi og vintervejr. Læseren bringes med ind i den lidt nørdede drengs univers af venskaber, forelskelse, bedrag - og ikke mindst virkelighedsflugt gennem kladdehæftets verden af snedybder og temperaturkurver. Det altafgørende omdrejningspunkt for Lars den vinter er en familietragedie, der udspiller sig i flere dimensioner.

Et lille stykke forstads- og pubertetshistorie. For det indre øre hører jeg Søren Kragh Jakobsens klassiker "Min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert". I den fynske forfatter Finn Wiedemanns roman erstattes sommerforelskelsen dog af vinterens snestorme, der akkompagnerer Lars' mors død. Teenagedrengens afmagt over sygdommens ødelæggende kraft og dødens uafvendelighed bringer Lars og hans lille familie ud i situationer, hvor tilværelsen balancerer på en knivsæg.

 

Masser af velvilje

"Vinterkrigen" er en beretning om den spirende pubertet tilsat livets alvor, der i mere end én forstand bringer tilværelsen på villavejen ud af 1970'ernes brunmelerede tristesse. Det er ikke en bog, der sætter sig dybe spor, men "Vinterkrigen" er en fin skildring af en tid, som den erindres af mange af os, der tog de første skridt ind i voksenlivet i vinteren 1978-79.

 

Bogens centrale pointe ligger i beskrivelsen af Lars' sorg og omverdenens vanskeligheder ved at rumme den. Der er masser af velvilje, men ikke så meget hjælp at hente i sorgbearbejdningen. Jeg har dog fornemmelsen af, at Lars kom igennem det hele i god behold. Og jeg føler mig for en stund ganske godt underholdt ved gensynet med nogle af ungdommens miljøer og forstædernes karakterer. Villavejene har dannet rammen om mange store og små fortællinger. Det her er absolut en læseværdig én af slagsen.

Roman: Finn Wiedemann: "Vinterkrigen", Forlaget Brændpunkt.

229 sider, Forlaget Brændpunkt

 

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved