Sådan en dag glemmer man aldrig

 

Udkom 1. september

Sådan en dag glemmer man aldrig handler om de formative ungdomsår, hvor barndommens uskyld slippes og voksenlivets første stier trædes. Bogen rummer en række humoristiske prosafortællinger fra årene 1980-1986 og kan læses som et personligt portræt af en tid, hvor ungdomsarbejdsløshed, risikoen for atomkrig og sortklædte digtere udgjorde en del af den luft, man som ung dagligt skulle indånde. Hvert år indledes med et kort uddrag fra statsministerens nytårstale, som sætter de personlige historier ind i en større sammenhæng.

 

Sådan en dag glemmer man aldrig kan ses som en selvstændig fortsættelse af bøgerne I grunden har vi det jo godt (2013), der foregår i 70’erne og Vi er her kun til låns i al slags vejr (2014), der foregår i 50’erne og 60’erne.

 

Forsideillustrationen er et maleri af forfatterens far, den afdøde naivistiske maler Jørgen Wiedemann (1924-2013).

 

Uddrag af Sådan en dag glemmer man aldrig

 

 

Ja eller nej

 

Så er jeg til oplæsning med Michael Strunge på Vollsmose Bibliotek.

Lokalet er proppet, mest med unge mennesker ligesom mig selv. Nogle enkelte er punkere med hanekam, hullede bukser og nittearmbånd.

De har sorte rande rundt om øjnene, så det ser ud som om, de ikke har sovet længe. Andre er bare almindelige unge med cowboybukser

og skindjakker og bundesligahår ligesom jeg selv, mens enkelte lignerskolelærere; brun skuldertaske, fl øjlsbukser og skjorte.

Endelig kommer Michael Strunge ind sammen med stedets bibliotekar. Han bærer briller og habitjakke, er selv forfatter og digterom næsehorn og skildpadder.

Michael Strunge har en lang, mørk jakke på og sorte bukser ogbluse. Hans sorte hår står let op i luften og hans øjne er tegnet opmed sorte streger. Han ser træt ud, som om han er på en lang ogudmarvende rejse. Så går han i gang med at læse op. Han læser om

stjerner, neonlys og drømme og natten, der er sort. Han messer digtene frem. Det er alvorligt som til en begravelse, men det gør ikke noget. Det regner med ord, som er så nye, dampende og rigtige, at

vi alle sammen bader os i dem, som blev vi salvet af selve kejseren. Da han er færdig, fortæller bibliotekaren, at Michael Strunge er

træt af alle pressens spørgsmål og al den medieopmærksomhed, han er genstand for. Han har derfor besluttet, at han kun vil svare ja eller

nej, hvis der skulle være nogen, som har spørgsmål.

Tænk at være så ung og allerede så træt af rampelys og blitzlys.

Michael Strunge ser ung ud uden på, om end lidt træt, som om han mangler sollys, men indeni er han mindst 100 år. Efter en lille pause begynder publikum at stille spørgsmål.

− Er der snart en ny digtsamling på vej, vil en midaldrende herre

med sort fuldskæg vide.

− Ja, svarer han.

− Ok, svarer manden med fuldskægget og nikker tilfreds.

− Du er blevet kaldt din generations talerør, som stiller skarpt på den ungdom, som oplever arbejdsløshed og er holdt uden for samfundet. Føler du dig som din generations talerør? siger en kvindemed tykt skulderlangt brunligt hår og sygekassebriller, som ligneren gymnasielærer.

− Nej, svarer han.

Der er stille i lokalet. Vi kigger op imod scenen og rundt på hinanden for at se, om der er fl ere, som har lyst til at få et ja eller nej fra Michael Strunge.

− Er der fl ere spørgsmål, siger bibliotekaren, retter på brillerne og kigger ud over forsamlingen. En ung mand rækker hånden op.

− Føler du dig som punkdigter, spørger den ung mand.

− Nej.

Michael Strunge ryster på hovedet. Han ligner en solsort eller krage, der ryster sine fjer. Der er ikke fl ere spørgsmål.

− Hold kæft, hvor var det godt, siger punkfyren til sin kammerat, da vi går ud af døren, ud i den fl øjlsmørke novemberaften, hen til cyklerne.

− Sejt, at han kun vil svare ja eller nej.

− Ja, man forstår det godt, siger punkfyren.

De nikker begge to.Jeg ikke sikker på, at jeg forstår det, men sejt var det

 

Julekomsammen hos HF-Anne

 

Det er sidste skoledag før jul. Efter skolen tager vi ind til HF-Anne, som bor i en lille lejlighed inde i Dronningensgade. Der er batikfarvede tørklæder for vinduerne. Gulvene er afhøvlede, og hun har et gammelt stereoanlæg med Doors plader. Anne er den mest voksne i klassen. Hun synes, drengene i klassen er barnlige, mens vi synes, hun opfører sig som om, hun har taget alle verdens problemer på sig.

Vi sidder og drikker juleøl, taler om skolen og hører musik. På et tidspunkt har jeg skiftet den øl og cigaret, jeg har i hænderne, ud med Dorte og Birte, som jeg holder i hver sin hånd. Skolen er kedelig, men der er masser af søde og bløde pigehænder i klassen.

Sidst på eftermiddagen er juleafslutningen forbi. Jeg følges med Birte, som skal samme vej. Birte er en alvorlig pige. Måske fordi hun har en lillebror, som er åndssvag. Selv om Birte har næsten samme alder, som jeg har, har Birte allerede mødt så meget alvor i livet, at hun er blevet alvorlig.

Da vi når op til Kongensgade, foreslår jeg Birte, at vi går ind i en forretning, der handler med hvidevarer. Hun spørger, hvad vi skal derind efter.

− Kom nu bare, siger jeg.

Vi er de eneste kunder i forretningen, der er nok ikke så mange, der køber hårde hvidevarer op mod jul.

− Vi vil gerne se på en vaskemaskine, som vi overvejer at give vores forældre i julegave, siger jeg til ekspedienten, en mand i 30’erne med hvid skjorte og slips.

Vi går længere ind i forretningen, derind hvor vaskemaskinerne bor. Han præsenterer forskellige vaskemaskiner, og jeg spørger Birte, om hun ikke tror, at mor og far vil blive glad for lige præcis den model. Jeg peger på en Miele. Birte nikker.

− Måske skulle vi også se på en støvsuger, siger jeg og vender blikket mod ekspedienten. Vores mor har nemlig snart fødselsdag.

Derefter kigger vi på støvsugere, Miele, AEG og Vølund.

− Hvis vi nu køber vaskemaskinen, kan vi så få den pakket ind? spørger jeg.

− Pakket ind, siger ekspedienten. Ja, det kan godt lade sig gøre.

− Koster det ekstra? Der går jo meget gavepapir til.

− Det koster ikke ekstra.

Jeg kigger på Birte.

− Vi tænker lige over det. Den skal jo også kunne være under juletræet, siger jeg og giver ekspedienten hånden og siger tak for i dag.

Vi er kommet udenfor. Folk haster forbi. Det er mørkt, men julelysene skinner stærkt.

− God jul og hils mor og far og din kat, siger jeg til Birte.

Jeg giver hende et klem og forsvinder gennem den julepyntede by, hen til bussen og juleferien. Selv om man er en alvorlig pige, kan man jo godt have brug for lidt sjov.

 

Se anmeldelser under anmeldelser

Copyright © All Rights Reserved