Anmeldelser

 

Anmeldelser af Sådan en glemmer man aldrig

 

Når man, som jeg, har boet i Odense ad flere omgange, kender man Munkebo som en by, man kører igennem for at komme til Kerteminde og bade eller spise is af store friskbagte kræmmerhuse. Lidt grumset vand på den ene side, en kro på den anden, og så vartegnet – den store firkantede kran, som vist i øvrigt blæste omkuld i en storm i slutningen af sidste årtusinde som et varsel om skibsproduktionens endeligt.

 

Men i denne kortprosasamling af erindringsbrikker får man mulighed for at stoppe op og se byen indefra og i ungdomsperspektiv. Bogen handler om 6 år i 80’erne, i forfatterens eget liv og mellem de unge og voksne mennesker, som kommer og går i hans liv. Som forlagets følgebrev beskriver det: ”et personligt portræt af en tid, hvor ungdomsarbejdsløshed, risikoen for atomkrig og sortklædte digtere udgjorde en del af den luft, man som ung dagligt skulle indånde”.

 

Det er hyggeligt og genkendeligt, og samtidig, som altid, sjovt at læse om, hvad drengene sådan gik og tænkte på og var optagede af i provinsbyerne, mens vi piger spillede håndbold (det gjorde drengene åbenbart også i Munkebo) eller drak vodka før festen i ungdomsklubben.

 

Når man er født på brudkanten af Jylland, vækker det genklang at læse om, hvordan provinsbyen begynder at stramme om brystet på det unge menneske, og de vante relationer suppleres med pennevenner ude fra den vide verden (min kom fra Vig i Nordvestsjælland, og jeg omtalte ham konsekvent som ’københavner’). Pludselig er de bedste af ens venner opsuget af regionens efterskoler, og man er ladt tilbage med dem, der aldrig kommer nogen vegne. Horisonten må udvides med Roskildefestivaller, interrail, højskoleophold og hyppige besøg i storbyen til karneval og burgerbarer.

 

Vores fortæller kegler lidt rundt mellem forskellige skoler og småjobs, mens man som læser kan iagttage, hvordan han langsomt nærmer sig det, han vækkes intellektuelt af og godt gider kaste sig over. Jeg tænker på, om det mon er forfatterens spagfærdige partsindlæg i ’skynddignuatblivefærdigmedatuddannedig-debatten’? I hvert fald synes jeg, det er her bogen har sin vægtigste kvalitet – de der fremtidsplaner og –drømme er sgu ikke lige sådan at få greb om, selv om forældrene står hændervridende på sidelinjen og taler om uddannelse man skal se at komme i gang med, eller jobs, man skal tage før andre tager det.

 

’Sådan en dag glemmer man aldrig’ refererer til mordet på Palme. Selv stod jeg og skovlede salt henover friskfangede, stablede fisk i lagerhallen på en fiskefabrik i Patreksfjordur den dag i 1986, da en af mine roomies helt bleg kom hen og fortalte mig, at ”de har skudt Palme, de har skudt ham”.

 

Og det er det gode ved sådan en erindringsroman – den lukker op for dine egne små erindringsæsker.

 

Det skal den have godt med læsehjerter for!

 

Fed lyrik og smal prosa d. 1/9.

 

 

 

 

Et følsomt og farverigt vidnesbyrd om at være ung i firserne og om at tage hul på voksenlivet. Finn Wiedemann skriver om sin hverdag i Munkebo, Fyn, i årene efter folkeskolen.

 

Selv om kammeraterne spredes til efterskoler, job og HF fortsætter fællesskabet bl.a. i skurvognen, hvor der ikke kun er vundet nyt og frit territorium, men også plads til nye spirende identiteter:

 

” Udenfor holder knallerterne i sneen, imens varmeblæserne kører for fuldt drøn. Dampen fra vores ånde står som små røgskyer ud i luften, som er vi sæler, der er steget op fra dybet, og nu sidder på hver vores isflage og ånder på verden.” (s. 10)

 

Hverdagen med centrum i familielivet er stadig en vigtig base, imens verden udvides med Roskildefestival, demonstrationer i Odense og de første kæresteforhold.

 

Med en blanding af neutrale beskrivelser og smukke personlige sprogbilleder arbejder forfatteren sig igennem de første jobforsøg, HF-eksamen og det at flytte hjemmefra.

 

”At flytte hjemmefra er som at gå ind i et hus med tusinder af værelser. Hele tiden er der nye døre, der venter på at blive åbnet. Nye gader, butikker og mennesker venter i værelserne.” (s. 104)

 

Finn Wiedemanns egen kulturelle horisont bringer læseren tilbage og tæt på firsernes særlige stemning med punkkultur, sortrandede øjne og hudløse storbydigtere: Michael Strunge og Søren Ulrich Thomsen, der byggede videre på det amerikanske beat, som Dan Turèll havde importeret og sprængt lyrikkens rammer med.

 

”Sådan en dag glemmer man aldrig” er autofiktion i form af kortprosa, der år for år i perioden 1980-1986 bliver indrammet af statsministrenes taler, som dermed også er med til at sætte tiden og de politiske forhold i relief. Ved læsningen af denne bog kommer jeg til at tænke på ”Min kamp” af Karl Ove Knausgård, som jeg kun har læst et par kapitler af. Finn Wiedemanns fortælling virker langt mere koncentreret, og det er et fint fortalt tidsbillede indenfor genren, hvis man kan undvære det store plot.

 

Finn Wiedemann har desuden skrevet “Vi er her kun til låns i al slags vejr”, om halvtredserne og tresserne, og “I grunden har vi det jo godt”, som foregår i halvfjerdserne.

 

Bogrummet d. 20/9-2017

 

 

 

Finn Wiedemann, der var teenager i Munkebo, bruger egne erindringer som basis for sine romaner. ’ I grunden har vi det jo godt’ er om 1970erne, ’Vi er her kun til låns i al slags vejr’ om tiden før da, og nu beskriver han i ’Sådan en dag glemmer man aldrig’ årene fra 1980-86, hvor han er 16-22 år gammel og har store problemer med at finde sig selv og sin fremtid. Det har også hele hans omgangskreds, der ’håber på et liv, hvor der er udsigt til alt det, vi mangler, f. eks. Penge, plads og kærlighed’.

 

Wiedemann skriver og husker, og for den, der har levet i den tid, sætter det gang i egne minder. For yngre vækker det formentlig en slags genkendelse, for også de tager på Roskildefestival eller drager ud i verden for at finde sig selv. De er formentlig også usikre, men mens Wiedemann og hans venner samledes i en gammel togvogn, der blev indrettet som skurvogn, samles man nu dagligt på de sociale medier. En pudsig forskel.

 

Wiedmann skriver, hvad han erindrer, og tjekker ikke. Ikke engang stavning. Derfor hedder Trica Tricka og Mike Oldfields Platinum bliver til Platinium. Disse små irritationsmomenter er gået igen i bøgerne og er måske tilsigtet? Det er ikke så vigtigt, hvordan tingene var, som hvordan de føltes og bliver erindret.

 

Wiedemann skriver glat og let melankolsk. Forhåbentlig rev de enkelte ting mere op i ham, da de foregik, for de er beskrevet resignerende, og han gav i hvert fald ikke noget to chancer. Enten interesserede det ham og talte til ham; eller også gjorde det ikke, og så blev det opgivet omgående uden kamp. Uanset om det gælder et politisk engagement som skoleelev, eller det gælder diverse forsøg på at finde en uddannelse, der duede for ham. Hvis ikke vi vidste, hvad resultatet er blevet, ville vi være dybt bekymrede, og faktisk siger bogen, at der er håb for alle, uanset om de virker let holdningsløse eller ikke rigtig har taget hensyn til småting som privat ejendomsret, forbud mod hashrygning og den slags.

 

Bogens omslag er fascinerende. Igen er det et billede, malet af Wiedemanns far Jørgen, og igen er det muligvis ikke verdenskunst, men det har mening: Et roulettehjul, hvor hvert felt har en af livets muligheder, som de spillende kan havne på og måske være dømt til. I baggrunden understreges tilfældet med lottekugler, kort og terninger.

 

Bogen beskriver denne famlen mellem et hav af muligheder, mens dunene begynder at vokse på læben; piger og kærester kommer og går, nogle forelskelser mere alvorlige end andre, og måske var der mere tale om at være forelsket i følelsen af at være forelsket.

 

På en mærkværdig og indtagende måde beskrives ungdommen gennem den voksnes filter. Han ved, hvad der lykkedes, hvad der ikke gjorde, hvordan andre reagerede på ting, men røber litotisk ikke sine egne reaktioner fuldt ud. Andre bliver dybt chokeret, når Michael Strunge begår selvmord, eller når Olof Palme bliver myrdet – den, dag, man aldrig glemmer – men det betyder ikke, at sproget accelererer, eller at hovedpersonen overreagerer. Da Strunge har begået selvmord, konstaterer Wiedemanns som ung blot, at ’det er trist’ – det har med garanti føltes værre på det tidspunkt, og måske har han været på nattetur på våde veje, mens sjælen var sønderflænget. Det hører man ikke om, men følelsesudsvingene MÅ have været større.

 

Hvert år har en optakt i form af et uddrag af statsministerens nytårstale, og det allerførste lille udsnit af Anker Jørgensens tale fra 1980 er næsten chokerende. Kunne man virkelig slippe fra så mange almindeligheder og få dem til at lyde, som om de betød noget?

 

Wiedemann havde som ung en række idealer, som han bl.a. fik af sine forældre, især, virker det som, sin far. Han var politisk vakt, læste Information etc. men det blev ikke til så meget kamp for idealerne, når kampen blev besværlig. I stedet bruger han i dag som lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet meget krudt på en stærk og meget mere følelsesfuld kamp mod bureaukrati, magt- og pengemisbrug. Det har egentlig intet med romanen at gøre, og så alligevel.

 

Tænk, hvilket mod der er kommet i den usikre unge fra firserne – og modet til at beskrive ungdommen er ikke det mindste.

 

-up

 

Finn Wiedemann: Sådan en dag glemmer man aldrig. 147 s hf. 199 kr. Forlaget Attika.

 

Anmeldelse i Kerteminde avis d. 14/9-2017

 

 

Anmeldelser af H.C. Andersen-mordene

 

 

Rivalisering, lidenskab og personlige kampe i Andersens by

 

 

Bøger: Det er særdeles underholdende at læse om steder og personer i sin egen by. Om temaer, der optager de fleste odenseanere i disse år: H. C. Andersen, politikeres og embedsmændenes gøren og laden. Politiets opgaver. Bogen er fyldt med personer fra åndsliv og kultur, som mange kender. Det hele er garneret med mord og internationale forretningsfolk på frierfødder hos byens spidser.

 

Universitetslektor Finn Wiedemann skriver i "H.C. Andersen-mordene" om sin egen verden. Om rivalisering, lidenskab og personlige kampe. Jeg 'kender' personerne. Forfatteren kender dem også og har et skarpt blik for at sende drøje hug efter både kolleger på SDU og ledende skikkelser på Rådhuset og deromkring.

 

Spørgsmålet er, om plottet i romanen kan opretholde spændingen hos en ikke-odenseansk læser? Det er jeg ikke så sikker på, men ikke desto mindre læser jeg bogen i stor fart og med spændingen intakt til sidste side. Hvem er morderen? Hvad skal letgenkendelige personer nu have skudt i skoene?

 

Nøgleromaner har det med at blusse op i øjeblikket, men taber ofte pusten, når konflikterne er glemt og persongalleriet skiftet ud med nye lektorer, borgmestre og kinesiske forretningsfolk. Om føje år vil de fleste trække på smilebåndet af nutidens grænseløse irritation over nye ensretninger og opgravede veje. Til den tid har vi en ny bymidte og en velfungerende infrastruktur. En by, hvor den gamle eventyrdigter forhåbentlig er vokset ud af latterliggørelsen.

 

Måske skal Wiedemann alligevel slå et smut forbi Lotzes Have, gemt bag byggekraner og udviklingens 'fyrtårne'. Inden haven og dens bygninger forsvinder som dug for morgensolen bag højhusene i NyOdense.

 

Man skal ikke lade sig narre af universitetsfolkenes pæne og lidt kedelige ydre. Bag facaden og arbejdet med eventyrdigterens manuskripter lurer både had og griskhed. Tilsyneladende. For det må Finn Wiedemann jo vide. Det er hans egen verden. Læs bogen og lad dig føre rundt i byen - den er ikke så stor, når det kommer til stykket.

 

Finn Wiedemann: "H.C. Andersen-mordene", 252 sider, 249,95 kroner, Forlaget Historia

 

 

Fyens Stiftstidende d. 4. april. 2017

 

 

 

Finn Wiedemann er uddannet cand.mag i dansk og kulturanalyse og så han har en ph.d. i kulturanalyse. Denne krimi er Weidemanns sjette skønlitterære udgivelse, der også tæller to ungdomsromaner. Jeg har haft den glæde at anmelde en af Finn Weidemanns øvrige udgivelser, læs mere nederst på siden. Læs mere om forfatteren her

 

I Odense er byen endnu engang på den anden ende. Den rige kineser Mr. Lang Feng er i byen. Han vil sponsorere en stor H.C. Andersen temapark, og muligvis også byens fodboldhold (OB) ja, hvis altså holdet og byen skifter navn til H.C. Andersen. Byens borgmester er fyr og flamme, for Odense satser hårdt på at gå fra at være en stor by til at blive storby. Lektor Kaufmann sidder på sit kontor på instituttet og modtager et opkald Glorup slot, et sted H.C. Andersen har tilbragt megen tid, der er dukket et hidtil ukendt manuskript op fra slottets gemmer. Kaufmann iler til slottet og kan ret hurtigt se, at det med stor sandsynlighed er en ægte og hidtil ukendt Andersen. Men Kaufmann har ikke held til at få manuskriptet med sig, og hvad værre er, andre kræfter vil sælge manuskriptet til højeste bud og dermed fjerne det fra Danmark, Odense og instituttet. Men midt i glæden over fundet, findes universitetsprofessoren dræbt i biblioteket. Og nu er de fleste af byens store personligheder pludselig i politiets søgelys. Og da der begås endnu et drab, tegnes et billede af et meget betændt miljø omkring H.C. Andersen.

 

 

 

 

Forlaget lover en humoristisk historie om moderne ledelsesformer, der griller flere af Odenses notabiliteter med en kriminalhistorie som baggrund. Det er da også mere end tydeligt, at det ikke er krimidelen, der har været fokuspunktet. F.eks. er medarbejderne fra politiet skiftevis fra kriminalpolitiet og drabsafdelingen. En mand bliver dræbt med et slaginstrument (det er trods alt ikke mange musikinstrumenter, der er tunge nok til at blive brugt som gerningsvåben) og så har politiet en ganske speciel tilgang til opgaven.

 

Politiet, der altså ikke selv ved, hvilken afdeling de er ansat i, er repræsenteret ved Linde og Lundgaard. De glimrer ved at træde rundt i bevismateriale, lukke fremmede ind på gerningssteder etc. og så har Linde samme problem som lektor Kaufmann: han er enlig med en delebarn. Hverken lektor eller politimand ejer bare en snert selvindsigt, og kan sandt for dyden ikke forstå når eks. konerne påtaler deres gentagne svigt at aftaler med deres børn. Det eneste, der synes at smerte dem i forholdet til børnene, er når pengene skal op af pungene - hvilket de kommer ofte.

Sproget veksler mellem gammelt dansk (han bragte bilen til standsning) og nutidig dansk slang og over i lange dialoger på engelsk. Det er faktisk ærgerligt, for det bryder læseflowet og stikker ud i stedet for at give en flydende oplevelse. Og så kunne de engelske dialoger sagtens udelukkes, der sidder trods alt læsere, der ikke er helt hjemme i det engelske.

 

Bogen er en meget stor blanding af både sprog, genre og termer. Den er simpelthen så skæv og kikset, at jeg trods alt sad med et smil på læberne mens tæerne krøllede - den bryder med alle litterære konventioner. Jeg tror man skal være fynbo eller i alle tilfælde kende til Odense og H.C. Andersen segmentet i byen, for at få det fulde udbytte af fortællingen. Men forfatteren er tro mod den meget uortodokse linje han har skabt, og jeg var faktisk fint underholdt, netop fordi romanen er så skæv.

 

Bognørden d. 2. april. 2017

 

 

 

 

 

 

Anmeldelser af Nadias nye familie

 

’Nadjas nye familie’ følger på smukkeste vis op på den første bog om Nadja, hvor hun mistede sin mor og sloges med sin sorg samtidig med, at hun levede med sin skole, sin far og lillebror, sine venner og ikke mindst sin håndbold.

 

Hun er 12 år, og den nye familie bliver en realitet, da hendes far forelsker sig i en kvinde, Mette, der har en pige, Rikke, der kun er lidt yngre end Nadja. Mor og datter har meget forskellige ideer om fx kost end Nadjas familie, og det giver nogle problemer, når bøf og frikadeller mødes med biodynamisk økomad.

 

Der er andre problemer, men de tackles forsigtigt og modent af de voksne, så de ikke tager overhånd, hvad de hurtigt kunne have gjort.

 

Samtidig er der alt det andet. Nadja bliver rykket fra første- til andetholdet efter en sygdomsperiode, der har sat hende tilbage, men også for at være lidt model for de næstbedste – hvad hun ikke er spor interesseret i.

 

Der er Emil, som hun måske – og måske alligevel ikke – kommer sammen med. Der er klassens nye pige Anna, som bliver mobbet, og så er der alle problemerne med at være i det sidste år mellem betweenager og teenager.

 

Det er ind imellem surt og ind imellem mindre surt at være Nadja, som af og til kan være opfarende og urimelig, og det er imponerende, så følsomt Wiedemann skildrer hendes indre kaos. Da såvel han som undertegnede er langt fra den alder, der skildres, har jeg gjort lidt studier i marken, og alle unge giver thumps up for det fine Nadja-portræt, der er skrevet i Wiedemanns beundringsværdigt fine og let løbende sprog.

 

Der er plads til såvel problemer som succes og ved enkelte lejligheder ren eufori i Nadjas liv, fuldstændig som det normalt er tilfældet, og det bliver spændende at følge Nadjas videre færd ind i teenagealderen.

 

Finn Wiedemann: Nadjas nye familie. Heftet 118 sider. Forlaget Attika. ISBN 978-87-7528-8984. Kr. 169.

 

 

Kerteminde avis d. 4. april. 2017

 

Nadia er ved at prøve at vænne sig til at have fået en papmor og en paplillesøster. Og nu flytter de permanent ind. Det er svært. Savnet fra hendes egen mor, som døde af sygdom, er stadig stort, og Nadia bliver hurtigt vred på sin far over at hun hele tiden skal vænne sig til, at de andre er der. Der bliver serveret noget andet mad, der ligger tøj og flyder, og de andre har også hængt ting op på væggene. Men Nadia ved jo godt livet går videre, og hendes far er glad for sin nye kæreste.

 

Nadia skal til håndboldstævne, men har ikke rigtig lyst, for hun er blevet sat på andet holdet og er ikke længere på første holdet sammen med sine veninder. Hun beslutter sig dog for at give det en skalle, og da de begiver sig afsted bliver hun alligevel rykket op igen, så det er hun glad for. Desværre vinder de ikke kampen. Men de møder da et par søde drenge, og den ene af dem får Nadia da også kysset lidt med. Men hvad så med Emil? Og er de overhovedet et par eller ej? Nadia ved det ikke og er forvirret, men hun bliver alligevel ked af det, da Emil ikke vil komme til nytår, fordi en af Nadias veninder har delt et billede på nettet af de to fyre, og Emil derfor tror der foregik en masse. Det er noget værre rod.

 

Dette er næste bog i serien om Nadia. Første bog hed “Nadia på vej”. Men denne kan sagtens læses for sig selv, da der er en fin sammenhæng i historien.

 

Korrekturlæsningen halter en smule i denne, og det er synd, men det gør ikke så meget for selve læseoplevelsen, der stadig er nem og enkel. Og så er det bare en hyggelig bog, hvad enten man er teenager eller voksen. Så personligt kan jeg kun sige, at Nadia er en pige man hurtigt kommer til at holde af.

 

Bogrummet d.30. marts. 2017

 

 

 

Nadias nye familie er et fint stykke hverdags-realisme.

 

Plottet holder, sproget flyder og forfatteren er tro mod genren. Bogens personer og miljøbeskrivelser er ikke karikerede og flade … eller romantiserede. Læseren bliver guidet rundt i velvalgte ”klip” og Nadias relation til kammerater, kæreste, familie er nuanceret beskrevet. Jeg synes, at det er lykkes forfatteren at skrive en historie der er 100% troværdig … og meget værd at læse.

 

Det er mange år siden jeg har læst en bog i denne genre. Måske er det derfor jeg savner ”den store historie” i Nadias nye familie. Historien mangler retning. Hvad kan jeg forvente? Gennem hele bogen bevæger vi os i små cirkler, tæt omkring Nadia, der ”spiller bolden” op ad alle de nye medspillere i hendes liv. Jeg synes, at den mangler nogle nøglescener, nogle benspænd for Nadia så ikke alt bare kan ske. Læseren efterlades i samme ”søgen” som Nadia. Et tro valg mod genren og sandsynligvis et helt bevidst valg fra forfatteren.

 

Historien om at Nadia bliver taget af førsteholdet, kunne have været denne “store historie”. Bolden rammer bare ikke helt plet, jeg bliver ikke helt overbevist om, at førsteholdet er vigtigt nok for Nadia.

 

Først i de sidste kapitler, når trådene samles, får historien retning. Først der har jeg som læser et bud på en slutning og kan tænke med. Først der er der noget på spil for Nadia.

 

Omdrejningspunktet er identitet og relationer. Nadias nye familie er en godt bud på en ungdomsbog, der lægger op til diskussion og debat. Jeg tror den rammer plet i forhold til målgruppen, hvis de unge er forberedt på genren.

 

Tillykke med udgivelsen, Finn. God læselyst til alle I andre.

 

Bogtjek.dk

 

 

 

 

Anmeldelser af Nadia på vej

 

 

Nadia på vej

 

Nadia elsker at spille håndbold sammen med veninden Mie. Men måske er Mie ved at svigte hende til fordel for Cecilie? I skolen bliver hun drillet, fordi nogen har set hende sammen med Asger. Den søde og lidt ældre fyr fra sorggruppen. Det var far, der synes hun skulle i sorggruppe, da moren døde af kræft. Det har hjulpet hende. Hun er ikke længere så ked af det. Det er ikke en gang hver dag, at hun tænker på mor mere. Alligevel synes hun, det er mærkeligt, da far kommer hjem med sin nye kæreste. Samtidig nærmer både klassefest og årets håndboldkamp.

 

Nadia på vej er en ærlig bog om liv, død og alt det imellem. Håndbolden fylder så tilpas meget, at andre håndboldpiger vil elske det og tilpas lidt, at det ikke forstyrrer ikke håndboldinteresserede.

 

Finn Wiedemann fortæller en vedkommende historie, der anbefales varmt til piger fra 10-13 år.

 

Nadia på vej, skrevet af Finn Wiedemann. Forfatterforlaget Attika 2016, 122 sider

 

Æseløre.dk d. 16. september. 2016.

 

 

 

Dette er første bind af tre om Nadia. I bøgene følger man Nadia fra sjette til ottende klasse og børns problemer tages alvorligt.

Ved beretningens start bor 12-årige Naida sammen med sin far og lillebror. Nadias mor er død af kræft et år tidligere. Det er en historie, der handler om helt almindelige opture og nedture, uenighed med bedsteveninden og - naturligvis farens pinligheder.

Nadia tænker stadig på moren, men efterhånden ikke nødvendigvis hver dag. Hun kan falde i et "tankehul" af kortere eller længere varighed, men det er helt, som det skal være har hendes sorgterapeut sagt.

Morens sygdomsforløb refereres, og også Nadias sorg, da hun dør. Nadia tænker på moren, når hun ser hendes ting.

Efter nogen tid foreslår sorgterapeuten, at Nadia forlader gruppen, og den derfra inviterer hende hjem for at fortælle, at han godt kan lide hende, nu da de formentlig ikke kommer til at se hinanden mere.

Uheldigvis møder de et par drenge fra klassen og så går snakken, der bliver rigtig ondskabsfuld. Nadia bliver ramt af dårlig "humørvirus", fordi hun bliver drillet og det ender med reel mobning.

Nadia føler efterhånden, at alle svigter hende. Hun skal stoppe i sorgruppen, som hun var glad for. Hendes veninde har fået en ny veninden, hun bliver drillet i skolen, og hendes far har fået en kæreste! Alt er imod hende.

Nu savner hun sin mor for alvor. Hun fortæller sin far om situationen, og han anbefaler, at hun skal tale med sin lærer om det. Det gør hun sammen med veninden, og læreren tager affære. Han bestemmer, uden at sige grunden, at der skal arrangeres en klassefest.

Der viser at sig at være en god ide. Nadia får også hilst på farens nye kærelse, og hendes datter, der spiller håndbold, som er Nadias store interesse.

Det er en seriøs bog om et sygdomsforløb, der sluttede med død og begravelse, og den skildrer følsomt et barns reaktion på situationen. Den fortæller også, hvordan livet og hverdagen vender tilbage, men på en ny måde.

Målgruppen for dette første bind er børn fra omkring 10-års alderen.

 

Kirsten Aggerholm,rn og bøger nr. 4. 2016 (august 2016)

 

 

 

Fortælling med sprogligt overskud og i øjenhøjde med målgruppen

 

ungdomsbog

 

Finn Wiedemann: "Nadia på vej".

 

122 sider, 169 kroner, Attika. Første bind i en serie på tre bøger

 

"Nadia på vej" er en nærværende historie om de første sten på livets vej. De sten, som alle mennesker uundgåeligt møder.

 

Historiens hovedperson er da også snublet over en rigtig ubehagelig én af slagsen, der efterlader ar for livet. For 12-årige Nadia har mistet sin mor til kræft.

 

Derfor er sorgbearbejdelse bogens røde tråd, men som forfatter Finn Weidemann også indikerer med titlen "Nadia på vej", handler historien også om at træde ind i puberteten med alle de bekymringer og glæder, der følger med det skridt.

 

Gennem den håndboldentusiastiske Nadias øjne formidler forfatteren helt basale ungdomsbekymringer som følelsen af at blive holdt udenfor på de sociale medier, frygten for at miste sin bedste veninde samt et naturligt forbehold for at tilpasse sig en ny familie.

 

Udfordrende, men letlæst

 

Fortælleteknisk taler historien direkte til sin målgruppe - helt i øjenhøjde med dets bekymringer i livet og med et sprogligt overskud, der har en perfekt balance mellem at udfordre en ung læsers boglige evner med ordsprog, sammenligninger og beskrivelser, der snor sig uden om klichéer, og samtidig er let at læse.

 

Selv om det ikke er alle unge mennesker, der har mistet en forældre eller spiller håndbold, skriver Finn Weidemann på en måde, så selv denne 28-årige anmelder bliver suget tilbage til mindet om sin egne pubertære glæder og sorger.

 

Mette Pørtner Jensen (Fyens Stiftstidende d. 15/4-2016)

 

 

 

 

Nadia på Vej er Finn Wiedemanns fjerde roman, men den første for unge, og det er en smuk debut.

 

Finn Wiedemanns tre voksenromaner har alle rod i hans opvækst på Nordøstfyn. Nu har Wiedemann, der i dag bor i Odense, udsendt det første bind i en ungdomstrilogi, hvor man skal følge Nadia i de tre år, hvor hun går i 6-8. skoleklasse, og handlingen kunne såmænd sagtens have udspillet sig på Nordøstfyn.

 

12-årige Nadjas liv er ikke let. Hendes mor er død af kræft for et år siden, og hendes far møder en ny kvinde, som det er svært for hende at acceptere som moderens afløser. Når man ikke har alt for meget selvtillid, er der også meget, man får en, ofte uberettiget, mistillid til eller frygt for.

 

Heldigvis er der mange gode omstændigheder, der gør, at hun har forudsætninger for at slippe helskindet fra sin usikkerhed. Hun har en kærlig far og en munter lillebror, der tager tingene mere ureflekteret og dejligt ligefrem (- De boller også. Vi skal have dessert. Der er is.). Hun har en trofast veninde, selv om hun er hundeangst for at miste hende. Hun har en god ven i den sorggruppe, der har hjulpet hende. Han vil oven i købet være kæreste med hende, men det er hun slet ikke klar til, og han er også allerede 14. Hun har sin håndboldinteresse, hvor det trækker op til sæsonens vigtigste kamp; og hun har nogle lærere, der har en usædvanlig evne til at imødegå problemer i hendes klasse, så mobbeproblemer forsvinder.

 

Wiedemann er en dejlig fortæller. Sproget er kvikt og mundret, Iphones og computere er hele tiden inde i billedet (her er nogle forfattere af ungdomsbøger gået i vandet), og tingene kammer ikke over, så udsigterne bliver håbløst mørke eller urealistisk lyse – selv om det måske går lidt let med arrangementet af den klassefest, som skal kitte Nadias klasse sammen.

 

Sproget i forskellige kliker er fint aflyttet, ikke mindst den ret voldelige tone, der ofte synes at være gængs for håndboldtrænere, og som ind imellem kan være årsag til, at håndbold er tidens hårdeste sport, opgjort i skader.

 

En god bog, som jeg venter på fortsættelsen af (måske med helt perfekt korrekturlæsning på bind 2).

 

(Kerteminde avis d. 5/4-2006)

 

 

 

Lektørudtatelse

 

Om bogen

 

Er du vild med håndbold og veninder, så kommer her en bog for dig. Det er også historien om en ung piges kamp for at komme tilbage til hverdagen igen, efter morens død. For piger fra 12 år

 

 

Beskrivelse

 

Nadia mistede for lidt over et år siden sin mor til kræft. Hun er stille og roligt ved at finde tilbage til hverdagen igen, og er begyndt at gå op i sit håndboldspil. Sammen med sine veninder skal hun spille en del kampe, og heldigvis spiller hendes bedste veninde også på holdet. Dog har Nadia her på det sidste lagt mærke til, at bedsteveninden er begyndt at gå sammen med en anden. Mon hun har fået en ny bedste veninde? Ved siden af håndbold går Nadia også i en sorggruppe for at komme over morens død og her møder hun Asger

 

Vurdering

 

Bogen er en rigtig fin fortælling om en 12-årig pige, der forsøger at finde sin plads blandt veninder, kærester og morens død. Læseren får et godt indblik i den usikkerhed og de følelser, hovedpersonen gennemgår. Desuden giver bogen også et godt indblik i, hvilket sammenhold der findes, når man dyrker en holdsport. Tekstmængden på hver side virker noget tung, da der ikke er nogle illustrationer i bogen

 

Andre bøger om samme emne

 

Hvis man gerne vil læse om håndbold og veninder vil jeg anbefale Hvem var det, der vandt i dag? og Håndboldpigerne - ta' til Tåløse!

 

Lektørudtalelse

 

Henriette Olesen

 

 

 

Finn Wiedemann har skrevet I grunden har vi det jo godt, Måske er håbet større end virkeligheden og Vi er her kun til låns i al slags vejr. Nadia på vej er i modsætning til de nævnte en ungdomsroman.

 

Tolvårige Nadia har mistet sin mor. Hun er død af kræft et år tidligere og har efterladt Nadia og lillebroren sammen med deres far. Nadia går i sorggruppe, men er ved at klar til at komme videre på egen hånd. Nadias far har fundet en kæreste, og i familien går det ikke så dårligt. Til gengæld er skolen en udfordring, Nadias bedste veninde er måske ved at forlade venskabet, og i klassen kører det ikke helt. Nadia bliver drillet for at være kæreste med en gammel fyr på 14 år, og hun føler sig virkelig mobbet, men får så hjælp både fra veninden og fra klasselærerne, der betagende hurtigt sætter fingeren på pulsen og beslutter, at en klassefest er vejen til bedre samarbejde og bedre klima i klassen.

 

Håndboldspillet er en ventil og et fristed, og langsomt kommer Nadia overens med både sin fars kæreste, sine klassekammerater og sin veninde der støtter hende, når det gælder. Og så får hun styr på klassens mobber.

 

Rolig fortælling om at være tolv og sårbar. Fint billede af Nadias mange overvejelser om at miste, om frygten for at miste, og om hvad man nu skal med en kæreste. Der findes ganske meget litteratur om at være ung i en problemfyldt verden. Nadia på vej er et godt bud på en udmærket læseoplevelse for tweenageren.

 

Birte Strandby (Bogvaegten.dk d. 24/3-2016)

 

 

Nadia har mistet sin mor, går i en sorggruppe men er efterhånden ved at nå et punkt, hvor gruppen ikke er så vigtig længere. Nadia er langsomt kommet videre. Hun har efterhånden vænnet sig til, at der kun er hendes far, hendes selv og hendes lillebror derhjemme.

 

Nadia går til håndbold. Hun elsker det. Det fylder rigtig meget og nu skal der snart spilles kamp. Det vil bare være god,t hvis de vinder.

 

Bedste veninden er begyndt at være sammen med en anden pige og Nadia føler sig i den grad jaloux. Men hun tør ikke rigtig spørge ind til det. Men hun føler sig i hvert fald udenfor og bliver ked af det.

 

I sorggruppen er der en dreng som Nadia snakker med. Han vil gerne være hendes kæreste, men det vil Nadia slet ikke begynde på endnu. Så hun opfatter ham som en god ven. Desværre misforstår nogen drenge i hendes klasse det og begynder at drille Nadia.

 

Og nu siger far lige pludselig at han har en kæreste… må han godt det? Det ved Nadia ikke helt… Og han vil også gerne have de møder hende og hendes datter. Det har Nadia slet ikke lyst til, men hun ved godt at hun nok ikke kan undgå det i længden.

 

Det er ikke nemt at være teenager og føle at det hele er lidt imod en. Men Nadia er god til at holde humøret højt og prøver at få det bedste ud af tingene.

 

Bogen er ret ligetil. Letlæselig og fint sammenhængende.

 

Man bliver sat lidt tilbage til hvordan det var at være teenager og lige være begyndt at syntes det modsatte køn var spændende. Og samtidig er bogen sat godt op til at skabe debat. Især hvis man kender en der har mistet en forælder.

 

Det havde absolut ikke gjort noget at bogen havde været illustreret, men man kan sagtens selv danne sig billeder af hvordan Nadia liv er og ser ud. Og da familien er ret tidstypisk, kan de fleste finde noget de kan genkende i den.

 

Bogrummet d. 15-3-2016

 

 

 

Anmeldelser af Måske er håbet større end virkeligheden

 

Den 60-årige universitetsprofessor Niels har forladt sit højtlønnede job, sin kone og sin telefon. Han er flyttet ind i sit barndomshjem på Fyn, der har stået tomt i nogle år efter forældrenes død. Nu har han tænkt sig at få styr på haven og sætte huset i stand, så det bliver muligt at sælge det. Men først og fremmest skal han have styr på sin egen fortid. - Eller måske i virkeligheden finde ind til den person han ønsker at være, den person, han håber at finde inde bag facaden et sted. Tankerne vandrer tilbage til barndommen, til vennen Rune og alt det de havde sammen: knallerter, småkriminalitet, fester og piger. Som læser bliver man naturligt nysgerrig efter at vide, hvordan Niels har bevæget sig fra det ungdomsliv han erindrer, og frem til livet som højt estimeret professor. Og man fornemmer, at Rune har spillet en vigtig rolle...

Romanen giver nogle meget fine og rammende beskrivelser af Niels's ungdomsår i starten af 1970'erne. Tonen i hele bogen er meget autentisk, så man næsten bliver i tvivl om, hvorvidt det er en erindringsbog eller en roman, man læser, hvilket for mig at se både er bogens styrke og indimellem dens svaghed.

 

Bogtanker.dk d. 18/2-2016

 

 

 

På første side af Finn Wiedemanns tredje og hidtil bedste roman, ’Måske er håbet større end virkeligheden’, står blot: ’men vi må dyrke vores have’. Et citat fra Voltaires ’Candide’ eller ’Optimisten’.

 

Så ved vi, hvad vi har med at gøre, når den 60-årige succesrige universitetsprofessor Niels pludselig kvitter sit job, forlader sin hustru og deres fælles hus, skyller sit sim-kort ud i toilettet, efterlader sin computer og slår sig med i sine afdøde forældres hus i Munkebo, hvor han voksede op. Han giver sig til at istandsætte huset, skover træerne i haven, cykler lange ture på Nordøstfyn, som bliver en ’memory lane’, hvor han genoplever sin ungdom – og en akademisk karriere, som har været, hvad mange drømmer om: En serie af succes’er, avancement, forskning, fast ekspert-kommentator på tv, lykkelig ægteskab med en intelligent kone, der har sin egen fine karriere og er en sand madkunstner, to dejlige børn …

 

Hvad er det, der pludselig kortslutter? Voltaire lod den naive Candide infiltrere alle tidens miljøer og tro på alle, han mødte, men de var uden undtagelse udspekulerede og utroværdige og udnyttede den troskyldige sjæl, så han til sidst indså, at i dette samfund var der kun et at stille op – trække sig ud, isolere sig og dyrke sin have.

 

Det er selvfølgelig ingen løsning, og Wiedemann har da heller ikke gjort det selv, men i den ekstremt velskrevne og godt huskede bog giver han de præmisser, der kan friste til at blive en nutidens Candide.

 

Sit livs lykkeligste øjeblikke har Niels oplevet, når han sammen med kammeraterne fx sad om et bål, drak øl, som måske var skaffet gennem et bræk, røg cigaretter eller måske lidt hash, mens der blev spillet lidt musik. Hans bedste kammerat var Rune, der levede et forfærdeligt liv med en alkoholiseret far, og andre lykkestunder opstod, når drengene drønede rundt på Hindsholm på deres udborede knallerter. Hvordan det går Rune, der ikke har en levende chance for at komme ud af sine kår, må man læse selv.

 

Et miljø, der passer fint med de tekststumper fra 60erne og 70erne, der står som optakt til flere kapitler, og som vi, der var unge den gang, kan udenad – da var der godt nok indhold i sangtekster(!), og de fleste var mere pessimistiske, end vi egentlig indså den gang:

 

All that I see seems so unreal to me

Is it the truth or is it only fantasy?

Is it a dream or is it unreal reality?

 

All around me is such unreality

Optical illusions as far as my eyes can see

Is the whole thing a fake, or the ultimate reality?

 

The Kinks: Unreal Reality

 

Hvordan er det virkelige liv? Er håbet i virkeligheden det største, vi har? Niels oplever sin opstigning til den akademiske verdens højeste top som en snebold, der bliver større og større, til man til sidst ikke længere kan magte den, men segner under dens vægt.

 

Årsagen er, at tingene aldrig stopper. At man aldrig får tid til at leve og nyde øjeblikke. Det er i virkeligheden helt faustisk: Samfundet kræver som Fanden, at man aldrig udbryder: Verweile doch, du bist so schön! (Dvæl. Nu er alt så godt).

 

Derfor kan vi alle undersøge, om vi giver menneskelige vilkår for tilværelsen. Om vi i dag bruger så mange ressourcer på at kontrollere og rapportere, at der ikke bliver tid til at forske, undervise, lede eller hvad man nu gør. Om man hele tiden skal orientere alle andre om selv de mindste ting, som det er formålsløst at bruge tid på at læse – og om vores eksperter virkelig bliver bedt om en mening om væsentlige ting, eller de blot skal bruges til at fylde en sendeflade på 24 timer ud.

 

Wiedemann demonstrerer også, at vores indstilling til tingene afhænger af, hvordan et forhold er sluttet. Niels ville formentlig have husket nætter, hvor han sad med sin senere kone på hendes kollegieværelse og drak rødvin, mens de ordnede verdenssituationen med arbejdsløshed, triviallitteratur, pædagogik etc. som ekstrem lykke, hvis ikke det var, fordi forholdet ikke gik og nu kun huskes som starten på noget, der ikke gik.

 

Til gengæld lever drømmen om ungdommens gode tider, selv om man næppe vil kunne genoptage dem med øl, hash og småkriminalitet – er det lidt ærgerligt, at det er det, der var baggrunden for lykken - eller var lykken kun forankret i ungdommens livsappetit?

 

Selvfølgelig er det ikke muligt eller ønskeligt at trække sig tilbage fra hele omverdenen, og det vil i længden ikke være tilfredsstillende ikke at bruge sine evner eller talenter, ligesom det i dag bliver krop umuligt at klare kommunikation med myndighederne i dag uden telefon eller computer.

 

Widemanns bog giver da heller ingen løsning til slut, men den sætter tanker i gang, og alle dele af samfundet kan roligt give sig til at diskutere den ætsende kritik, der elegant og indirekte fremsættes i denne bog.

 

Vi på Nordøstfyn har så den bonus, at vi kender til alt, hvad der optræder under vejs: Lindøværftet, Kertinge Nor, skovene ved Østergaard, Hindsholm etc.

 

Kjerteminde avis d. 5/10

 

 

Finn Wiedemann har virkelig leveret et pletskud med bogen Måske er håbet større end virkeligheden. Læsningen var en stor fornøjelse. Spændingen holdes hele vejen gennem bogen, og læseren gribes af handlingen.

 

Dels fordi man selv genkender elementer fra ens egen barndom, men også fordi forfatteren evner at levere så levende billeder af begivenhederne, at man virkelig får fuld valuta for pengene. Jeg er blevet så nysgerrig efter mere fra forfatteren, at jeg med stor interesse vil gå efter hans tidligere romaner, hvoraf Vi er her kun til låns i al slags vejr udkom i 2014.

 

Bogen får fem store stjerner ud af seks mulige. Kan varmt anbefales.

http://anmeldt-bog.blogspot.dk/

 

 

“Måske er håbet større end virkeligheden” er Finn Wiedemanns tredje roman. Han har tidligere udgivet de historiske erindringsromaner ”I grunden har vi det jo godt ”(2013), der foregår i 70erne oplevet gennem et barns øjne, og den mere alvorlige familiekrønike ”Vi er her kun til låns i al slags vejr ”(2014), som foregår i 50erne og 60erne. I ” Måske er håbet større end virkeligheden” er vi i nutiden, men ser tilbage på ungdommen i 70erne, og hvad den har betydet for den videre udvikling i Niels´s liv.

 

Niels er en 60 årig universitetsprofessor, som har været helt fremme i offentligheden og de politiske debatter, men tingene begynder lige som at gå ned ad bakke. Han bestemmer sig for at sige sit job op og flytter fra sin kone og deres hus i Odense for at slå sig ned i sit barndomshjem i en mindre by på Nord Fyn. Her begynder han at sætte hjemmet i stand, alt i medens han isoleres fra det moderne samfunds teknologi, bruger tiden til at fundere over, hvorfor han har forladt kone og job. Samtidig vælder minderne frem og han genoplever sin ungdom i 70’erne og tiden sammen med vennen Rune. Et tæt venskab mellem to mennesker, hvis livsbaner går i hver sin retning, men alligevel er flette sammen.

 

Hvert kapitel i bogen indledes med en strofe fra 70érnes musik, så jeg som læser (årgang 58) bliver i den grad hensat til den tid. Beskrivelserne af turene på knallert rundt i Mesinge, Kerteminde og Odense bringer også minder frem fra min ungdom, da jeg opvokset i Odense og med familie i Mesinge, har færdes de samme steder. Så for mig er bogen en fin rejse tilbage i min egen ungdom.

 

For andre læsere der ikke har de samme relationer, er det er fin lille bog meget velskrevet som giver et godt billede af tiden, og nogle fine refleksioner over hvorfor livet former sig som det gør.

www.bogrummet.dk 11/9

 

 

Dette er forfatterens tredje roman Læs mere om forfatteren her - men mit første møde med hans værker - det bliver ikke det sidste.

 

Romanen er yderst letlæselig, levende og handlingens før og nutid er opdelt, datidens kapitler er ofte startende med et stykke af datidens musik, og frem for alt et stykke tekst der matcher kapitlets handling.

 

Niels er 60 år, han er en meget anerkendt professor på universitetet. Han er ofte i

medierne og lever i det hele taget to liv; det professionelle og det private. Niels

hverken kan eller vil engagere sig i sin hustru og sine børn, han lever udelukkende

for jobbet, og for at komme længere op ad rangstigen. Men en dag siger Niels fra, han har fået nok. Han siger op, forlader sin hustru og flytter ind i hans barndomshjem for at være alene. Og alene er han, har har hverken telefon, computer eller venner. Niels går i gang med at istandsætte huset, og mens han arbejder, farer hans tanker tilbage til hans ungdom.

På den ene side var det den bedste tid i hans liv, og på den anden side, var det en tid, der bød på en grusom oplevelse, der stadig har dybe spor i Niels. Mens han ser tilbage, kommer der igen en smule liv i ham, men har hans ungdom virkelig indflydelse på hvem han er i dag, og kan nogle af ungdommens fejl gøres gode igen?

 

Romanen er som sagt levende, Niels er et meget sammensat menneske, og jeg bryder mig faktisk ikke om ham. Han er narcissistisk, og vel egentligt socialt "afstumpet" Han har ikke ret høje tanker om de mennesker, der ikke er kollegaer. Men ungdommen viser en anden side af Niels, og i takt med, at fortiden udrulles, stiger min empati alligevel. Jeg var beskuer i Niels´liv, og kom faktisk med ind i det mandlige køns tanker og handlinger - med fare for at generalisere, så er det altså befriende at beskue livet fra en dreng/mands side. Det hele foregår i adstadigt tempo, så der er plads til løbende at se ind bag facaden.

 

Romanen er en dyb portrættering af, hvordan fortiden kan være med til at forme os mennesker. Forfatteren formidler både en herlig indsigt i livet i de øvre lag på universitetet, og samtidig evner han at sætte læserens tanker i spil omkring den menneskelige psyke.

 

Det er så langt fra et festfyrværkeri - handlingsmæssigt. Men formidlingsmæssigt, er dette en virkelig solid roman. Jeg var fanget fra start til slut, og trods det faktum, at jeg hele vejen havde antipati mod Niels, har dette været en virkelig god læseoplevelse.

www.bognorden.dk d.10/9

 

En lektor fra universitetet kommer i refleksionsalderen. Han, Niels, fratræder sin stilling, afgiver sin position som pressens uddannelsespolitiske guru, dropper sin telefon, trækker sig tilbage til sin barndomsby og begynder at rydde træerne ved det hus, han har arvet.

 

 

Mens han går og fælder træer tænker han tilbage på vennen Rune og på vild ungdom i halvfjerdserne med Easy Rider, Neil Young, Deep Purple og Lou Reed. Andre lige så markante træk ved den fælles ungdom var hash og indbrud for at få øl og cigaretter samt Runes alkoholiserede far. Transportmidlet der bragte dem rundt var knallerten – boret, hakket, gearet. For Niels er ungdom noget man kommer sig over, for Rune går det galt, da han og kæresten slår op, og livet bliver en afprøvning af eremittilværelse, af hippiekollektiv. Det skulle også have handlet om en rejse til Ganges, men i stedet begår han et mord.

 

Niels senere tilværelse, ægteskab, faderskab, utroskab, skilsmisse og ikke mindst karrieren behandles med ironisk distance – særligt forholdet til egen ekspertviden, og ordene om landets uddannelsessystem er ikke blide, når det gælder reformpædagogikken, rundkredsen, Ritt Bjerregaard der evigt citeres forkert. Kraftigere bliver kritikken, når det går på tildeling af midler til universiteterne og konkurrencemiljøet sammesteds.

 

Wiedemann er en behagelig fortæller, der efterlader læseren afklaret og med en god udsigt til såvel livet siden halvfjerdserne – fra olympiaden i München i 1972 til globalisering og tigerøkonomier i dag, som de overvejelser og den tvivl man som 60-årig kan stå overfor, selv når man i mange år har valgt det der så ud til at være det rigtige.

Birte Strandby, www.bogvaegten.dk d. 10/9

 

 

Tørt skrevet med flere nærmest minutiøse beskrivesler af hovedpersonens dagelige gøremål. Men det er også en humoristisk og en klog bog. Beskrivelsen aflivet som professor på et universitet og livet som ung i provinsen i 1970'erne er gjort med stor indsgit og på den måde, så man sagtens kan leve sig ind i de forskellige miljøer.

(Uddrag af bibliotekets lektørudtaleelse d. 26/9)

 

 

Man steger ikke fisk på en grill. Man griller den. Black Sabbath staves endvidere med to b´er, og det kan undre, at netop denne fodfejl på side 86 har fundet vej gennem korrekturen, når nu temaet i bogen visualiseres med rejser gennem forne tiders musikudbud. I skovning af nogle træer kan hovedpersonen, eller også er det forfatteren, vist heller ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt der skal visir ned foran hjelmen, eller om vi tager chancen uden høreværn og anden beskyttelse.

Der er flere af den slags småfejl og skæverter, og det er synd. For intentionen er i top, sproget godt helstøbt og gennemarbejdet, og det er en af den slags bøger, man bliver ved med at læse på grund af grundigheden og flowet i udtrykket. Gloserne gør godt i hjertet. Vi kan fint følge hovedpersonens småfilosoferen over livet, der lakker mod efteråret.

Bogen handler om en lidt smånaiv uiversitetsprofessor, der bestemmer sig for at sige sit job op og forlade sin kone - i en alder af tres år. Han ræssonnerer, at det først er, når man ikke har et forhold mere, man opdager, at man tænker de samme tanker. Spøjs konklusion, men sådan er professoren hele vejen igennem, agtet og dygtig og succesfuld på sit arbejde, mens der bestemt er andre områder, hvor han ikke rigtigt brænder igennem.

Vi følger Níels i den periode, hvor han kommer tilbage til sin barndoms by og flytter ind i sin afdøde forældres hus.

Han bearbejder sit sindelag og sit brud med nutiden ved at granske fortiden og forholdet til de mennesker, kammerater og kærester, der var en del af hans liv og havde betydning i de unge år.

Finn Wiedemann er god til at stemningsbeskrive og kommer godt rundt om hovedperson og berøringen med de mennesker, der var en del af hans cirkler, og de mennesker, han forsøger at komme ind på livet af i dag. Han er også god til at fremstille enkelheden og naivismen i hovedpersonens tanker: Dengang var rigdom heller ikke noget, man bevidst skiltede med, som det siden er blevet kutyme. Det var nærmest lidt flovt, hvis man havde alt for mange penge. Nu er det flovt, hvis man ikke har nogen penge.

Er det, tænker man lige, når man har læst det. Kommer det ikke an på miljøerne?

Bogen giver stof til eftertanke ved en del af hovedpersonens sort/hvide måde at tænke på, og man overvejer, hvor mange professorer og folk i høje stillinger i det hele taget, der inde bag ved facaden tænker ganske almindeligt og på grænsen til det naive.

Sådan noget er fint at få sat på højkant; at blive prikket lidt til i sine forestillinger.

Det lykkes for Wiedemann at runde bogen fint af og at lade hovedpersonen nå igennem den rejse, han påbegyndte, da han forlod kone og job. Hvordan han gør det, skal ikke røbes her, og det er egentlig heller ikke væsentligt. Det væsentlige er, at hovedpersonen finder mening i den nye start på livet, og DET giver mening for læseren; at det aldrig er for sent at begynde på en frisk. Og at man ofte skal helt ned under huden på sig selv, før man kan begynde at ånde huden fra andre og fra de steder i det indre univers, hvor man aldrig var.

www.bogsyn.dk d. 20/9

 

Finn Wiedemanns tredje roman er en stilfærdig og ganske sympatisk historie om vigtigheden ved at standse op i livet og reflektere over, hvorfor man endte med at være den, man er, og om man egentlig er tilfreds med at være netop den person. Det er gode, livskloge ord - og dem er der mange flere af i bogen - men når det er sagt, så må man konstatere, at den som roman betragtet ikke er helt vellykket. Og det er den ikke, fordi bogens mere almenmenneskelige hovedhistorie trænges i baggrunden af de mange, ofte lidt snusfornuftige, samtidskommentarer, Wiedemann har til alle hånde materier.

 

Klassisk setup

 

Romanens hovedperson, den 60-årige universitetsprofessor Niels, er ikke længere tilfreds med at være den, han er. Derfor har han forladt kone og karriere og er flyttet ind i sine afdøde forældres hus for at besinde sig på sin tilværelse. Det er et klassisk setup: En mand i en livskrise vender tilbage til fortidens steder og vinder ny indsigt i sig selv og sin tilværelse. Banalt måske, men med lidt snilde kan der godt komme noget fornuftigt ud af det, og det lykkes faktisk også at give karakteren Niels en vis dybde, da det viser sig, han bærer rundt på en oplevelse, der måske har været mere formativ, end han hidtil har anet.

 

Snakkesalig hovedperson

 

Desværre går meget af romanen med Niels' refleksioner over tidens dårligdomme. Han er professor i pædagogik og uddannelsesvidenskab, så der er hib til tidens uddannelsespolitik, og da han jo er professor, så er det oplagt med en omfattende satire over universitetsmiljøet. Og så er der alle de andre emner, der spænder fra globaliseringens problemer til brugen af glaseret tegl, som også lige skal have et ord med på vejen. Meget af det er kvikt og godt beskrevet, men det bliver ganske enkelt for meget af det gode, og historien om Niels fortoner sig midt i snakkesaligheden. Måske det ikke er så nemt endda at skride fra det hele, Niels har i hvert fald svært ved at laden den verden, han har forladt, ligge.

 

Af Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stiftstidende d. 2/10

 

 

 

 

Anmeldelser af Vi er kun til låns i al slags vejr

 

”Vi Er Her Kun Til Låns I Al Slags Vejr” af Finn Wiedemann handler om fortællerens forældre fra før de mødte hinanden omkring 1950 og frem gennem årtierne. De bliver gift, får børn, følger med samfundsudviklingen fra efterkrigstid til nutiden.

 

Bogen starter med flere dødsfald i fortællerens nærmeste familie. Når et menneske dør, er det som et bibliotek, de brændes ned, siges det. Derefter gås kronologisk frem og tempoet sænkes. I begyndelsen, før forældrene blev gift og før de boede sammen hele tiden, gengives mange korte uddrag af breve også fra bedsteforældrene og fra morens ungdomskæreste. Nutidens fortæller gør sig overvejelser om brevene, hvad de fortæller om brevskriveren. Senere, da forældrene hele tiden er sammen, bliver fortællingen mere sammenhængende og efter min mening er det en væsentlig forbedring. Mod slutningen afslører et brev en hemmelighed, som påvirker fortællerens syn på forældrene.

 

Faren har været gift før, moren har været kæreste med og brevvekslet med en argentinsk sømand. Moren er bogholder, faren er uddannet maler og ernærer sig som vinduesdekoratør, men har stadig kunstmalerambitioner. Dette afspejler godt de to forskellige temperamenter, og fortælleren gør sig overvejelser om disse sider i sin egen personlighed. Forældrene arbejder forskellige steder i Jylland, forsøger sig med en forretning i en lille jysk by, hvilket ikke går. Derefter flytter de til Fyn, hvor de to sønner vokser op. Sønnerne får vidt forskellige livsforløb.

 

Bogen giver et opsplittet indtryk i begyndelsen grundet de mange korte brevudsnit og de hyppige spring i tid. Den giver anledning til refleksion. Mange kender dette med, at alt for mange ulykkelige begivenheder kommer oven i hinanden. De fleste over den første ungdom tænker over deres forældres liv og den indflydelse det har haft på dem selv. Det synes jeg fungerer godt i bogen, jeg kommer til at se forskelle og ligheder med min egen baggrund. Det samme gælder fortællingen om et Danmark i forandring. Det lange tidsperspektiv giver et godt billede af levet liv uden de store dramatiske begivenheder, hvilke værdier hovedpersonerne bærer med sig og hvilke påvirkninger de kommer ud for.

 

Din boganmelder d. 24/1- 2015

 

 

 

Livsvidner er en afgørende ting i alle menneskers liv. Nogle, der har fulgt os fra vi bliver født, nogle, der udfylder den erindring, vi ikke selv har, og som kan fortælle os, hvem vi er.

 

Når de forsvinder, forsvinder en vigtig del af os selv, og det er den smertefulde erfaring, der har fået Finn Wiedemann til at skrive sin roman. Roman er hans egen betegnelse, men den er noget misvisende, for i bogen tager han udgangspunkt i familiens efterladte breve, som han dels citerer og dels bruger som afsæt for frit at fortælle og fortolke dens historie, sådan som den kunne tænkes at have været.

 

Livsdramaet

 

Der er altså ikke tale om et rent fiktivt værk, men om en slags slægtshistorie, hvor forfatterens egne erindringer og refleksioner også kommer til at indtage en betydelig plads. Roman eller ej, så er der i hvert fald kommet en fin, lille melankolsk bog ud af det, der fortæller en historie, der vil blive aktuel for de fleste af os: Hver gang et livsvidne dør, dør vi lidt selv.

 

Det er ingen opsigtsvækkende slægtshistorie, Finn Wiedemann fortæller, for både de tildragelser, han finder beskrevet i brevene, og de selvoplevede er gennemsnitlige for tid og sted. Og så alligevel ikke, for i individets eller familiens liv er det ikke spor banalt, tværtimod, det er selve livsdramaet for fuld udblæsning: kampen for udkommet, kærligheden, børnene, døden.

 

På sin stilfærdige måde får Wiedemann således gjort opmærksom på det repræsentative i sin egen slægtshistorie og vigtigheden af at fastholde noget af det forgangne. Vi er hinandens livsvidner og dermed forpligtede til at holde den personlige og den fælles erindring i live. Som den ældste erindrende i slægten har Finn Wiedemann ristet familien en smuk rune og mindet os andre om, at alene ordene kan fastholde lidt af tilværelsens flygtighed

 

Fyens Stiftstidende d. 16/1-2015

 

 

Titlen på denne bog gjorde mig fra start ret nysgerrig. På den ene side en ret banal udtalelse, på den anden side en sætning med så mange ting mellem linjerne. Og det er også det bogen giver. En ret banal oplevelse, til tider en anelse kedsommelig, men også ret interessant – for hvem elsker ikke at dykke ned i slægtshistorier, fornemme fortiden, gætte med på hvad der mon sker og lære nye mennesker at kende? Og det giver bogen også.

 

Forfatteren fortæller historien om sin egen familie på baggrund af blandt andet gamle breve – en meget autentisk metode, der gør fortællingen troværdig. Men det virker også som et meget personligt projekt, hvor der (måske) er glemt at tage højde for modtageren engang imellem. Men det må også være svært at sortere og vælge fra i sin egen slægtshistorie.

 

Ideen med bogen er rigtig god, men jeg havde desværre svært ved at holde interessen hele vejen.

 

Finn Wiedemann, Vi er her kun til låns i al slags vejr, Attika, august 2014, 239 sider.

 

Bogblogger.dk d. 22/12

 

 

En dejlig bog om valg i livet, om fortid og nutid, om at gå den ene eller anden vej, og hvordan vilje og skæbner uløseligt er bundet sammen.

Bogen gør godt i sjælen, idet det er som om, at man ser sit liv lidt mere fra oven, lidt mere sorgløst, og at andre har haft skæbnefællesskab med en, der lignede til forveksling, og det gik skam alligevel.

Researchen og fakta kunne have været bedre. F.eks. sagde Humphrey Bogart ikke Play It Sam men Play It Again Sam, og det hedder ikke højest men højst et kvarter at gå hen ad Skolegade 72 fra hin Bon Bonnieren i Esbjerg (her skal i øvrigt standses og kysses en del for at få den gåtur til at vare et helt kvarter).

Lad småtingene ligge og lad os glæde os over, at Finn Wiedemann giver os noget at tænke over og mærke efter. Undervejs på siderne kan vi nemlig sagtens nikke genkende til, hvad vi gennem livet gik med til, hvad vi afviste, hvilke kærester vi ikke fik, om vores andel i og påvirkningen under Cubakrisen og antallet af diskussioner i fattigfirserne, hvad der var svært, hvad der gik godt, og dermed gør forfatteren sin egen families historie universel.

Vi er meget omkring i forfatterens slægt i Jylland - Esbjerg, Randers, Tønder i forrige århundrede, for resten også Odense, hvordan de levede deres liv, hvordan de bosatte sig med mænd, koner, kærester, der blev til familier, og vi er helt oppe i nutiden, hvor Finn reflekterer over, hvad der mon sker med vore historier, når folk dør, hvordan de lever videre, og hvordan man selv kan begynde at øse af dem i forlængelse af det, man aldrig fik at vide.

Ganske filosofisk og knagende godt skrevet på samme tid. Det er en kunst, og den mestrer forfatteren.

Han væver sin egen families historie ind i en lille slags Danmarkshistorie, hvor de byer, Finn nævner, blot kan erstattes med andre. Så har vi straks historien om os selv og vores egen familie.

 

Bogsyn 1/11.

 

Fin lille skildring af Danmark i det 20. århundrede, fin men melankolsk.

Hver gang et menneske dør, er der et bibliotek som brænder ned, siger et afrikansk ordsprog. Det tænker forfatteren på, da han sidder tilbage som den eneste overlevende i familien, ”jeg har lagt min bror i graven, og jeg har lagt min mor i graven”, og faderen har han tabt til demensen. Og hvad ved man egentlig om de mennesker, der er/var ens nærmeste. Hvor kom de fra? Og dermed hvor kommer man selv fra?

Han finder brevene og læser dem, brevene fra den argentinske styrmand til moderen i dennes pure ungdom – og det sidste, hun aldrig sendte til ham. Han læser brevene mellem forældrene i deres forlovelsestid, og i de perioder de har måttet tilbringe adskilt pga. hans arbejde, og han læser brevene fra bedsteforældrene på begge sider. På denne måde stykker han en familiehistorie sammen, som samtidig er et stykke Danmarkshistorie fra 1950 til årtusindeskiftet, med mest vægt på 1950’erne og 1960’erne.

Og det er jo ”min” tid, jeg husker også hvordan man gradvis fik bil, hus og pæne møbler, men også hvordan butikkerne forsvandt først fra landsbyerne, siden fra småbyerne; hvordan børn skulle ses, men ikke høres. Som i forfatterens hjem var der kærlighed, men det var ikke noget man skiltede med – og slet ikke fædrene.

Moderen kommer fra et landbohjem på Tønderegnen, og gennem mormoderens breve til datteren følger vi, hvordan de opgiver landbruget og flytter ind til Tønder – hvor de vantrives. Faderen kommer fra Nordsjælland, fra et socialdemokratisk hjem, hvor man gik i teatret, til koncert og tog på højskole.

Det har været svært for den lille familie, pengene var små, man har måttet starte forfra flere gange, før man efter et mislykket forsøg på at være selvstændige ender på Fyn og så småt får del i velfærdssamfundets goder. Nogen gange, når det var surest, har moderen sukket og sagt at hun skulle have taget den argentinske styrmand, men hun trak sin del af læsset og var faktisk kun hjemmegående i få år, mens børnene var små.

Forfatterens ærinde med bogen er bl.a. at vise, at det er vigtigt at vide hvor man kommer fra, og derfor er det lidt af en overraskelse, han – og læseren – får i sidste kapitel. Det havde jeg ikke lige set komme, og det havde han heller ikke selv.

En bog af denne art kunne have været ulideligt privat og uinteressant for andre, men forfatteren evner at sætte det private ind i en større samfundsmæssig sammenhæng, samfundslære i gulvhøjde uden mange fine ord.

Faderen, der livet igennem kæmpede med at skjule sin ordblindhed, men – lærer vi i ’Vi er her kun til låns …’ – var en dygtig og opfindsom butiksdekoratør, er den naivistiske maler Jørgen Wiedemann (1924-2013). Bogens forsidebillede er et af hans sene malerier.

Finn Wiedemann har tidligere udgivet erindringsromanen ’I grunden har vi det jo godt’ (Attika, 2013).

Hvis man er interesseret i at læse om de to årtier, som er de væsentlige i bogen, kan jeg henvise til Litteratursidens lister 50’ernes Danmark og 60’ernes Danmark

Finn Wiedemann: Vi er her kun til låns i al slags vejr

Attika, 2014. 239 sider

 

Bøgernes Labyrint d. 18/10

 

 

Velskrevet og poetisk roman om hverdagslivet i 50'ernes, 60´ernes og 70´ernes Danmark. En udviklingsforman og familiekrønike for læsere der vægter stemingsbilleder og menneskelige relationer højere end dramatik...Det er familien og det nære, der fylder. Det er hverdagslivets sorger og og glæder, der har fået plads, dramatikken og handlingen sker i det små.

(Uddrag fra bibliotekets lektørudtalelse d. 24/9)

 

Finn Wiedemann

 

Vi er her kun til låns i al slags vejr

 

Finn Wiedemanns anden roman er en familiekrønike med en bombe til slut. Den er velskrevet og et godt diskussionsgrundlag, hvis nogen tør undersøge, hvad vi mennesker egentlig skal i dette liv, før ’vores bibliotek brænder’

 

Finn Wiedemann er vokset op i Munkebo, som havde en hovedrolle i hans første roman, ’I grunden har vi det godt’. Den har også en væsentlig plads i Wiedemanns anden roman, ’Vi er her kun til låns i al slags vejr’, hvor Munkebo oven i købet er stedet, der skaber lys og liv for den familie, hvis liv vi følger gennem tre generationer.

 

Wiedemann har ualmindelig godt materiale til sin rådighed, for hans mor efterlod mere end 500 breve, af hvilke de fleste er fra 1950erne, og Wiedemann bruger dem og oceaner af andet materiale: Egne erindringer om, hvad familiemedlemmer har sagt og gjort, grundig research såvel i familiens som samfundets

anliggender etc.

 

Jeg skrev det ikke i anmeldelsen af Finn Wiedemanns første bog, ’I grunden har vi det jo godt’, men nu overmander hans slægtsskab med Finn Søeborg mig igen ved læsningen af den nye bog.

Titlerne minder hinanden i deres lette resignation. Bøgerne er begge flydende skildringer af et Danmark, som de forholder sig lunt til, men alligevel er der en dyb resignation, næsten håbløshed at spore, når det gælder mulighederne i samfundet og tilværelsen. Enten ligger man under for traditioner og god opdragelse, så man fx som Wiedemanns mor af sin gode opdragelse ikke kan fortælle resten af familien om sine problemer, fordi man – selv over for dem – skal lade, som om alt er i orden.

 

Eller man er et ’nutidens menneske’, der som et fait accompli og uden mindste forbehold karakteriseres således: Et fleksibelt menneske som ikke har ånd, tid og historie, men som kan formes og æltes afhængig af de hænder, der griber fat i det. Et menneske som lever i nuet, og hvis liv består af en lang række episoder og øjeblikke, inden en ny statusopdatering tager over.

 

Wiedemann skriver sin semi-dokumentariske bog under indtryk af faderens demens- og dødshistorie, som er en demonstration af det afrikanske ordsprog: Hver gang et menneske dør, er der et bibliotek, som brænder ned. Ja, og bliver man dement, ligger ilden og ulmer og tilintetgør bindene i biblioteket alt for hurtigt, så reolerne gradvis tømmes.

 

Den risiko løber Wiedemann ikke. Han sætter sit livs bind på plads i bilioteket, så de ikke kan forsvinde – slet ikke i nutiden, hvor de ikke kan brænde, men svæver på back-up i-clouds i universet.

Historien om familiens udvikling gennem tre generationer er fascinerende læsning, ikke mindst fordi Wiedemann indskyder ting fra de enkelte år, som hans familie formentlig ikke bemærkede, men læseren skal føle genkendelse og indlevelse, fx da forfatteren skal døbes i Tønder Kirke: Tønder Kristikirke, det er en af de kirker i Danmark, som er rigest på gammelt inventar, hvilket skyldes kornhandel og handel med kniplinger i 1500-1700-tallet, står der i omtalen af den.

 

Som en Jørgen Leth under et Tour de France kommenterer Wiedemann de ting, han finder mest væsentlige i forbifarten. Ikke kun kulturen. Her har moderen og hjemmegående veninder i Munkebo kaffeslabberads, mens radioen går: - Hvis de hører godt efter, hvad de sikkert ikke gør, kan de høre, at Cæsar synger om Storkespringvandet og Peter Belli om en helt igennem respektabel mand, alt imens de taler om børnene, de nye dameblade, aftensmaden som skal tilberedes og om at handle ind i Hoki eller Brugsen nede på butikstorvet, som er blevet anlagt efter amerikansk forbillede.

 

Wiedemann bruger sit baggrundsmateriale til at digte dialoger, motiver, handlinger etc. så man engang imellem bliver helt desperat. Hvor meget VED han her, og hvor meget er rent gætteri – men spændende er det, om end man får et klart indtryk af, at det helt egentlig ikke betyder alverden, for ’vi er her kun til låns i al slags vejr’, og uheld og uretfærdighed slår hyppigere ned end retfærdighed og lykke. Også selv om man har indtryk af, at de to forældre elskede hinanden højt. Faderen var amatørmaler, og det er et godt grundlag for at se udstillingen af hans billeder på Munkebo Bibliotek i oktober at læse sønnens bog.

 

Solen skinner i sandhed alt for sjældent i bogen, og så ligger der oven i købet et veritabelt chok – for forfatteren og nu for læseren – og venter til slut. Et virkeligt omvæltende et, som er helt specielt for bogens genre.

 

Bogen er velskrevet, bliver slugt og er et glimrende oplæg til diskussion bagefter, men livsglæde udstråler den ikke. Hvor Finn Søeborg med vigende held forklædte sin desperation som humor, nærmer Wiedemann i sin bog sig næsten Sisyfos-myten: Man kan nærme sig lykken, men den vil altid ende med at rulle ned at bakken igen.

 

Kjerteminde avis d. 25/9

 

 

 

 

Finn Wiedemann

 

Vi er her kun til låns i al slags vejr

 

 

En familiekrønike bygget på breve – mere end 500 – udvekslet mellem kærestepar, mødre og døtre - og på forfatterens egne erindringer.

 

Den første brevveksling er mellem forfatterens mor, Christine, og en argentinsk styrmand. Det er tydeligvis den store kærlighed, og styrmanden skriver romantiske, smukt formulerede breve, men forholdet går i stykker på grund af afstanden og måske fordi Christine ikke er klar til at rejse til Argentina. I stedet gifter hun sig med Jørgen, der er ordblind, og sammen får de to børn, Jan og forfatteren. Christina og Jørgen flytter rundt i landet og slås med en vanskelig boligsituation. Til gengæld er der rimeligt gang i arbejdsmarkedet, og efter et par år kan de unge etablere sig og indkøbe en Electrolux støvsuger formedelst 385 kr. Det tog et år på afbetaling, og forfatteren overtog den 35 år senere, da Christine var død, og faren flyttet på plejehjem.

 

Der berettes om livets små fortrædeligheder og glæder, og om morens syn på verden: "Den kikkert …hun satte for sine øjne, når hun gav verdens emner navn, form og farve "

 

Der er et fint og gennemført tidsbillede. Måske er der stadig mennesker, der kan huske boligproblemerne og ’Den med tyren’, den første rødvin der fandt vej til danske middelklassehjem?

 

Der fortælles i afdæmpet sprog om forældrenes død og deres herkomst; stilen minder i sin stræben efter at udfylde hullerne – det som brevene ikke røber, og som forfatteren gætter sig til – om Solvej Balles Frydendal og andre gidsler. De historiske milepæle er mange, og bogen fungerer især på grund af tidsbilledet og de fine metaforer.

Birte Strandby, bogvaegten.dk (28/8-2014)

 

 

 

Anmeldelser af I grunden har vi det jo godt

 

Forfatterens skønlitterære debut er en række korte poetiske nedslag i 1970´ernes dagligliv. Det er fin skildring af livet i en kernefamilie med hverdagens glæder og sorger og bekymringer set gennem et barns øjne

Forfatteren fortæller humoristisk, skarpt og præcist om opvæksten i en lille by i nærheden af Odense om venner, familie, skolegang og de første famlende forsøg med det andet køn. Det er det nære, stemningerne, de fine observationer og detaljer frem for det dramatiske og højtravende, der karakteriserer de korte kapitler. Forfatteren har på fornem vis genfundet meget af det, som kendetegner et årti og det ér en lang tidsrejse tilbage til 70´ernes drømme og diskussioner og arbejdsløshed, atomkraft og oliekrise - ren nostalgi. Forsiden, der forestiller et maleri af Lindøværftet, kræver dog formidling.

 

Bibliotekets lektørudtalelse d. 4/10

 

I grunden har vi det jo godt’ er titlen på Finn Wiedemanns første roman, og Finn Wiedemanns første skønlitterære bog tegner et billede af skibsværftsbyen set gennem en dreng, der gradvist bliver mere klog på livet – titlen får en til at tænke på Finn Søborgs romaner, der lidt på samme måde gav et portræt af dagligdagens Danmark, om end med mere humoristiske briller.

 

Titlen fortæller, at der er tænkt grundigt, før konklusionen foreligger, og det er det, man gør, mens man læser 121 små fortællinger om livet i Munkebo 1970-79. De beretter om hændelser, der ses med de forudsætninger, Wiedemann havde på det aktuelle tidspunkt. Man mærker, hvordan han efterhånden udvider perspektivet, opfatter nye sider af tilværelsen og får nye værdinormer. Hans familie strejfes også af adskillige af de slag, tilværelsen kan give en: Skilsmisse, arbejdsløshed mm, men når alt kommer til alt, har familien det jo godt.

 

Han husker meget fint. Alle, der var unge i halvfjerdserne – ikke mindst på Nordøstfyn, vil genkalde sig det, han oplever med spolebåndoptagere; ’På med Pilen, Palle’ på tv, som ikke kan konkurrere med de glitrende tyske programmer; oliekrisen med bilfrie søndage; den obligatoriske grænsehandel, når man er i Sønderjylland osv.

 

Wiedemann lykkes med gradvist at gøre tankegangen mere moden, så man føler personens udvikling. Et par gange falder han i, når han ikke tør tro sikkert på, at læseren selv ved, hvordan tingene hænger sammen, men det burde han nu nok have troet på.

 

Efterhånden som fortælleren bliver ældre, ryger han ind i de ting, som ’rigtige drenge’ gør, og det er faktisk ikke så lidt. Mange af dem er meget generende for omgivelserne, og det er noget af det, romanen får sin læser til at tænke over: Jo, i grunden har vi det jo godt, og små slyngelstreger eller en ikke alt for begivenhedsrig barndom fører ikke nødvendigvis til et ulykkeligt liv som voksen - men hvor kunne der have været meget mere indhold i livet som ung. Det antydes fx, hvor der er en lærer, som interesserer sig specielt for sine elever. Hvem er det, der skal give de unges liv mere kvalitet, så de ikke hænger i hallens cafeteria, laver telefonfis, nabodrillerier og småhærværk – eller er den slags bare uundgåeligt?

 

Omslaget motiv, en stiliseret Munkebo med Lindø i baggrunden, er gengivet efter et maleri af Jørgen Wiedemann, og det er næppe noget tilfælde, at supertankeren hedder Finn.

 

Bogen er skrevet i et smukt, rytmisk sprog. Den er let læst, tankevækkende og et fint lille historisk dokument om 1970ernes Danmark til en populær pris.

 

Kjerteminde avis d. 25/9

 

 

I grunden har vi det jo godt handler om en dreng, som vokser op i 1970’erne i en mindre fynsk by, som med en vis stolthed kaldes ”Chicago”. Hans univers er et småborgerligt parcelhuskvarter – med forældrene og en ældre bror som omdrejningspunkt. Vi ser verden med drengens øjne – og følger hans udvikling, mens horisonten langsomt udvider sig: ”Der er højt op til himlen, og der er langt ned til kineserne, og midt imellem bor vi”, som han siger.

 

Bogens tone er underfundig og humoristisk – og til tider ramsaltet. Fortælleformen er realistisk, med korte glimt af noget grotesk eller fantastisk, som kendetegner barnets sanseverden. Vi lærer alle de helt almindelige og svært sære naboer at kende – og ser hvordan den lille bys kultur er centreret omkring det store skibsværft, hvor de fleste af børnenes fædre arbejder. Det er vigtigt at være størst, stærkest og hurtigst til at finde passende øgenavne til alle i byen.

 

Vi hører, hvordan fortælleren optager forældrenes skænderi på kassettebånd, fordi moderen vil skilles, hvis ikke faderen begynder at støvsuge derhjemme. Vi er med på sommerferie til Harzen – med på pærerov i tidlige, klare efterårsmorgener – og med når den musikalske verden udvider sig og pigerne bliver tiltagende interessante for vores kejtede, men stålsatte fortæller.

Bogen ligger med sit personlige og autentiske portræt af et barn, en tid og et miljø, skildret gennem korte fortællinger, tæt op ad traditionen fra Dan Turells Vangedebilleder og Morten Ramslands Sumobrødre. Og som en ekstra bonus har forfatteren for hvert af årene fra 1970-79 indsat citater fra majestætens nytårstale, som sætter fortællingerne i mentalhistorisk perspektiv.

 

For os, der er vokset op i 70’erne, er der masser af skæve smil og fint sansede øjeblikke af genkendelse. Det var jo sådan, det var.

Bogrummet.dk d. 23/9

 

Selvbiografisk roman om livet i det lille kongerige fra 1969 til og med 1979.

Romanen tager sin begyndelse, da hovedpersonen er fem år gammel. Han sidder tryg midt i familien og møder verdens uretfærdighed gennem eventyrene: ’Fyrtøjet’, hvor heksen bliver dræbt efter at have fortalt soldaten, hvordan han bliver rig, og ’Den uartige dreng’, hvor den gode, gamle digter tager sig af barnet og til gengæld får en pil i hjertet.

Senere bliver kammeraterne en større del af tilværelsen og ligeså den første forelskelse, den anden og den tredje, øl, pot og den første knallert.

 

I hjemmet lægger de borgerlige – eller måske småborgerlige - forældre og alle andre forældre ud med en gammeldags traditionel arbejdsdeling, der siden bliver afløst af trusler om skilsmisse og efterfølgende en anden arbejdsdeling.

 

Bagtæppet for drengens udvikling er tidens forskellige trends, grænsehandel, velfærdsbølgen, holdningen til rygning:

 

Vi har svært ved at trække vejret og hoster, men … voksne skal ryge.

 

Litterært er kampen mod tegneserierne Fantomet, Tintin, Asterix og Lucky Luke på sit højeste. Der er oliekrise og bilfri søndage, Suzi Quatro, fodbold, og skolen er stadig ikke, hvad den burde være:

 

Jeg tror aldrig, at skolen bliver spændende andet end som små nålestik, når den engang imellem prikker til det landskab, jeg lever i.

Teksten er fordelt på tolv korte kapitler for hvert år og præsenterer os med sin let fragmenterede fremstilling for et stykke biografi gældende for alle danskere over 50 år, især for dem der dengang i 1978 var rigtige drenge med læderjakker, forvaskede Wrangler og aversion mod butterfly, laksko og opera.

Bogvaegten.dk d. 1/10

 

 

En ikke helt ueffen selvbiografisk erindringsroman om at vokse op som barn og ung i 1970′ernes Danmark.

Fra dengang, hvor vi så kaninen Albert og Ingrid og Lillebror og Landet Rundt med Preben Heide i tv, og vi hørte trafikradio med Lars E. Christiansen. Og hvor man samlede på alt muligt og ingenting: sodavandskapsler, sten, klistermærker, mønter og frimærker (og hvor de bedste var “de store mærker fra Ungarn eller Magyar Posta med fugle, malerier og sportsmotiver på. Til trods for at de intet er værd”). Og hvor toiletpapiret hos ens bedsteforældre var dét der brune og hårde, som var ubehageligt at tørre sig med og mindede om pakkepostindpakningspapir.

For mig var store dele af bogen et nostalgitrip tilbage til min egen barndom og som sådan en fornøjelse at dykke ned i.

Romanen er fortalt i form af en lang serie af helt korte erindringsglimt. Det virker troværdigt som et sammenstykket erindringsbillede, især fra de tidligste barneår. For det er jo sådan, det er med vores barndomserindringer: Vi har bevaret en masse mere eller mindre isolerede billeder i hovedet – og kun i retrospektiv, historieforfalskende efterrationalisering kan vi sammenstykke dem til at en sammenhængende historie. Den fristelse lykkes det Wiedemann at undgå at falde for, og det styrker troværdigheden.

Nogle af de små kapitler bliver ganske vist lige en tand for idiosynkratiske for min smag – dér, hvor det specifikt selvbiografiske tager overhånd i forhold til den almene historie om at være barn og vokse op. Wiedemann eller en redaktør kunne med fordel være gået lidt hårdere til den i en “kill your darlings”-øvelse for at få luget ud i de erindringsglimt, der kun har interesse for forfatteren selv.

Efterhånden som romanen bevæger sig op gennem 1970′erne, bliver de små kapitler mere sammenhængende, og sproget skifter nuance fra barnets naive, undrende og åbne perspektiv til den unges mere sammenhængende – omend stadigt vordende – verdensbillede.

Sprogligt lykkes det Wiedemann det meste af tiden at ramme en fin tone, som passer nogenlunde til jeg-fortællerens alder. Især rammer han rigtig fint den måde, hvorpå børn indoptager ordbrokker, de har snappet op fra de voksnes samtale, i deres eget ordforråd, selv om man som barn ikke er helt klar over, hvad ordene egentlig betyder.

Enkelte smuttere rundt omkring i teksten i form af lige lovligt svulstige metaforer virker ganske vist utroværdige i et barns erindring, men det er mindre skønhedspletter.

Bogens styrke i troværdighed som erindringscollage – at den primært er fortalt i kun løst sammenhængende glimt – er til gengæld også dens svaghed som roman: Jeg savnede en dramaturgisk rød tråd, en sammenhængende fortælling med en start, en midte og en slutning. Det er muligt, at fremstillingen i bogen er loyal mod forfatterens faktiske barndomserindringer – men det gør jo ikke i sig selv en god historie.

Samlet set: Hvis man ikke selv har barndomserindringer fra 1970′erne, er det ikke sikkert, at man vil have så stort et udbytte af bogen. For mig var det ihvertfald primært den nostalgiske værdi, der bar bogenn igennem. Men den værdi var til gengæld også stor nok til, at jeg læste bogen med fornøjelse, og som sådan kan jeg anbefale den til andre, der har lyst til en tur i tidsmaskinen.

K’s bognoter d. 2/2-2014

Copyright © All Rights Reserved