Interview

 

Forfatterinterview

 

Interview med Anette Hyllestad fra Fyens Stiftstidende d. 30. april. 2017

 

 

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

 

 

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park - vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

 

 

Rundt om det hele brummer gravemaskinerne og sender byens borgere ud på omveje.

 

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder "H. C. Andersen-mordene". Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

 

"Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr". (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)

 

- Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham - lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

 

- Men han sagde blot: "Nej, hvor morsomt".

 

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

 

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

 

- For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

 

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden - som eksempelvis Spoken Word - ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

 

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

 

- Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

 

- Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår falder vi i gryden"? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne - ja overalt?

 

Hvorfor er det forkert?

 

- Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder "tivoliseringen for forholdsvis ny".

 

- Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

 

Med kant og humor

 

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen "I grunden har vi det jo godt". Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

 

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

 

- I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

 

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

 

- De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år - man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann.

 

Finn Wiedemann

Født 1964 i Munkebo, bosiddende i OdenseCand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

 

Har skrevet seks skønlitterære bøger - herunder også børne-og ungdomsbøger.

 

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

 

Klummeskribent i denne avis.

 

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.

 

Finn Wiedemann: "H.C. Andersen-mordene", 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historianterview med Anette Hyllestad fra Fyens Stiftstidende d. 30. april

 

 

Odenses brug af H.C. Andersen er et underliggende tema i en ny humoristisk krimi, der foregår i Odense. Forfatteren bag har personligt nået kvalmegrænsen i byens brug af sit berømte bysbarn.

 

 

Bøger: Mens Odense er ved at varme op til sit årlige julemarked i H.C. Andersen-kvarteret, dukker to ukendte manuskripter af H.C. Andersen sensationelt op på et fynsk gods. Kort efter bliver en kendt H.C. Andersen-professor myrdet samtidig med, at byens borgmester har besøg af en kinesisk forretningsmand, der vil finansiere en H.C. Andersen-park - vel og mærke hvis Odense vil skifte navn til Hans Christian Andersen City.

 

 

Rundt om det hele brummer gravemaskinerne og sender byens borgere ud på omveje.

 

Virkeligheden er tæt på fiktionen i lektor og forfatter Finn Wiedemanns nyeste roman, der hedder "H. C. Andersen-mordene". Således optræder også en Torsten Isaksen i spidsen for en H.C. Andersen-parade. I virkelighedens verden hedder han Torben Iversen. Og også inspirationen til bogens borgmester og professor er genkendelig.

 

"Andersen kan bruges til hvad som helst. Det kan godt være, at han er et positivt brand, og at byen kan bruge ham, når den skal sælge sig selv over for tilflyttere, turister og investorer, men til sidst så bliver han slidt ned som et gammelt fotografi, som har gået fra hånd til hånd, så man til sidst ikke længere kan se, hvad det forestiller. Andersen er blevet et stykke indpakningspapir, vi pakker alle varer ind i. Fisk, festivaler og småkager. Han bliver en troløs skøge, som alle mulige går i seng med så billigt som muligt. Til sidst bliver han ligegyldig og uden værdi. Folk kaster op, når de ser hans kontrafej, frem for at det giver dem lyst til at læse hans bøger og eventyr". (uddrag fra bogen, som du kan se og høre Finn Wiedemann læse op her)

 

- Jeg ringede til Torben Iversen på forhånd og advarede ham - lettere stammende, fortæller Finn Wiedemann og smiler.

 

- Men han sagde blot: "Nej, hvor morsomt".

 

- Jeg er heller ikke ude efter nogen personligt. Personerne er symboler. Jeg har først og fremmest villet skrive en spændende og humoristisk historie, hvor udgangspunktet er lokalt. Jeg har ikke nødvendigvis et entydigt budskab, siger han.

 

Bogens væsentligste udgangspunkt er tivoliseringen af Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen.

 

- For os, der bor her, er Andersen både vores håb og mulighed, men også vores forbandelse. Man skal være komplet fantasiløs for ikke at bruge ham i markedsføringssammenhæng, men faren er, at han bliver tivoliseret. Der skal være en balance, men den er tippet. Personligt har jeg nået kvalmegrænsen, siger Finn Wiedemann.

 

Om H.C. Andersen Festivals siger han, at han ikke har en færdig holdning. At det på den ene side er fint, at der er noget for enhver smag, og at byens befolkning inddrages, men at festivalens insisteren på at omfatte alle begivenheder i perioden - som eksempelvis Spoken Word - ikke er nogen ubetinget succes, fordi mange tiltag drukner i bestræbelserne på en fælles kulmination.

 

Men H.C. Andersen bruges også i mange andre sammenhænge.

 

- Så er der også H.C. Andersen-prisen, hans nedlagte fodspor i gaderne og navngivningen af lufthavnen til Hans Christian Andersen Airport. Man bliver konstant konfronteret med Andersens kontrafej, konstaterer Finn Wiedemann.

 

- Man må her i Odense hele tiden stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår falder vi i gryden"? Vil vi ende som Salzburg, hvor Mozart er i Mozartkuglerne - ja overalt?

 

Hvorfor er det forkert?

 

- Det er forkert i forhold til H.C. Andersens forfatterskab. Han er så meget mere end eventyrene, men det er hele tiden eventyrene, der fokuseres på. Han forfatterskab bestod af så meget mere. Han skrev for eksempel også romaner og rejseskildringer, og man risikerer, at hans magi og poesi drukner, og at byens ånd og selvforståelse bliver flad, siger Finn Wiedemann og kalder "tivoliseringen for forholdsvis ny".

 

- Det begyndte med det store jubilæum i 2005, hvor vi fejrede H.C. Andersens 200 års-fødselsdag, siger Finn Wiedemann.

 

Med kant og humor

 

Finn Wiedemann har før brugt humor i sine romaner. Blandt andet i romanen "I grunden har vi det jo godt". Det er et virkemiddel, han holder af at bruge og føler sig tilpas med. Hans store inspiration er Hans Scherfig.

 

Det er ikke kun brugen af H.C. Andersen, han med kant og humor kommenterer med sin roman. Også miljøet på universitet med jalousi forskerne imellem, besparelser og konstante omlægninger beskrives humoristisk med bund i virkeligheden.

 

- I mit arbejdsliv som studieleder på Syddanske Universitet og i min forskning arbejder jeg med offentlig ledelse, og der er en generel tendens til, at mange ansatte har svært ved at genkende sig selv i en virkelighed, der er præget af uendelige forandringer. Mange har svært ved at holde fast i deres kerneydelser, og der opstår en fremmedgjorthed, der fører til pragmatisme og kynisme, fortæller han.

 

Disse følelser planter han i sine hovedpersoner, der derfor heller ikke tager Odenses mange vejomlægninger og nybyggerier med perlende humør.

 

- De mange forandringer og nye tiltag er med til at signalere dynamik og udvikling i en by, der ikke fik gevinst af Storebæltsbroen, og også efter finanskrisen var her en mistrøstig stemning. Men der er en del borgere, der ikke kan identificere sig med udviklingen, for det er ikke lykkedes at skabe en fælles fortælling. Vi skal leve med byggerod i mange år - man kunne have ønsket sig rettidig omhu, frem for at det hele blev kastet op i luften på én gang, siger Finn Wiedemann.

 

Finn Wiedemann

Født 1964 i Munkebo, bosiddende i OdenseCand.mag i dansk og kulturstudier, ph.d. i kulturanalyse. Lektor og studieleder ved Syddansk Universitet.

 

Har skrevet seks skønlitterære bøger - herunder også børne-og ungdomsbøger.

 

Medarrangør af Odense Lyrikfestival.

 

Klummeskribent i denne avis.

 

Bor sammen med Kirsten Zeuthen, far til tre børn på 27, 16 og 7 år.

 

Finn Wiedemann: "H.C. Andersen-mordene", 252 sider, udkommet på Odense-forlaget Historia

 

 

 

 

Interview om Nadias nye familie

 

 

BogTJEK: Nadias nye familie

Nadias nye familie er en ungdomsroman, et lille stykke hverdagsrealisme. Nadias nye familie er Finn Wiedemanns anden bog om Nadia. Den første hedder Nadia på vej.

Bogen udkom, den 28. februar 2017.

 

Forfatterinterview med Finn Wiedemann:

 

Hvordan vil du beskrive genren?

 

SVAR: Hverdags-realisme er en dækkende karakteristisk for bogens genre. Jeg har valgt genren, fordi jeg gerne vil tage afsæt i en umiddelbart genkendelig virkelighed, som tager unges problemer og verden alvorlig, og som f.eks. skildrer død, drillerier og sammenbragte familier set fra den unges synsvinkel. Samtidig ville jeg også gerne skildre et familiært miljø, som var varmt, kærlig og rummeligt sådan en slags mellemting mellem Astrid Lindgrens Madicken-bøger og Rene Toft Simonsens Karla-serie.

 

I dag udgives der mange bøger for børn og unge inden for genrene fantasy, spænding og humor. Mange af dem er rigtig gode, men jeg savner flere bøger, som er i øjenhøjde med den unge, og som tager deres problemer og verden alvorlig.

 

Da jeg var ung, havde jeg stor glæde af bøger, som faldt inden for den genre, man kunne kalde socialrealisme eller problemlitteratur, og som f.eks. tog emner som kriminalitet, stofmisbrug, sex og mobning alvorligt. Historisk var det nyt, at børne- og ungdomslitteraturen beskæftigede sig med den slags emner, og det tog også overhånd, især i skolen. Det var derfor befriende, da f.eks. Bjarne Retur og andre begyndte at skrive mere fantastisk præget litteratur.

 

Nu synes jeg, det er tid til, at pendulet svinger tilbage, ikke mindst som kontrast til den mediebårne virkelighed, børn og unge møder, som i stigende grad er præget af forbrug, sociale medier og you-tube stjerner. Kulturelt fylder succes, attitude og overflade alt for meget. Her tror jeg i al beskedenhed, litteraturen stadig har funktion som et sted, der stimulerer til indlevelse, empati og moralsk stillingtagen. Dette gælder ikke mindst unge, som er i en periode af deres liv, hvor de er mest modtagelige overfor nye indtryk og oplevelser. De første bøger, som gør indtryk, er som de første kærester. Man glemmer dem aldrig.

 

 

Du har tidligere skrevet bøger for voksne. Hvorfor har du skiftet genre? Er det et permanent skifte?

 

SVAR: Nej, det er det ikke. Jeg tror primært, at jeg også fremover vil skrive for voksne, men min første voksenbog I grunden har vi det jo godt, skildrer f.eks. et barns oplevelse af verden. Barnet eller den unges perspektiv har altid interesseret mig. I øjeblikket skriver jeg på en bog, der har en 13. årig dreng i hovedrollen, men som genremæssigt er en voksenbog.

 

 

Hvilke udforderinger er der i at skrive for unge sammenlignet med voksne?

 

 

SVAR: Der er nogle formmæssige udfordringer. Sprog, stil og komposition skal tilpasses målgruppen. Bare et lille eksempel: I første bind af serien, Nadia på vej, havde jeg skrevet: ”Vi begynder snart at fløjte, så meget sveder vi,” som et billede på Nadias oplevelse af opvarmningen til en håndboldkamp. Min redaktør påpegede ganske rigtig, at der i dag ikke er nogen børn og unge, der har erfaringer med kogende kedler, der fløjter. Det måtte jeg jo give hende ret i, hvorefter jeg slettede det.

Endelig skal man sikre sig, at det univers eller den erfaringsverden, man skriver frem, i hvert fald inden for den genre som Nadia-serien udgør, er realistisk og troværdig. Bogen handler om en 13 årig, ergo skal hun ikke tænke og handle som om, hun var 10 år eller 15 år.

 

 

Hvad vil du gerne have at unge får ud at læse historien om Nadia?

 

SVAR: Hvad angår den konkrete bog, vil jeg gerne have, at de opdager, at det er helt legalt at have modsatrettede følelser og erfaringer, når man lever som barn eller ung i en sammenbragt familie, hvilket flere og flere børn og unge jo gør. Verden er ikke sort og hvid. Det er helt naturligt, at man nogle gange hader sin stedmor eller sine nye søskende. Der er tale om en proces, hvor der måske kan gå lang tid, inden man får et mere afbalanceret forhold til den ”nye” virkelighed.

 

De samme modsatrettede følelser gælder også i forhold til bogens sekundære temaer om forelskede og kærester samt succes og nederlag i sportens verden. Det er sikkert alt for ambitiøst, men jeg ville også gerne have, at de fik en fornemmelse for, at det at miste, f.eks. sin mor, som Nadia har gjort, betyder, at man ofte i flere år vil være lidt mere usikker og skrøbelig end mange jævnaldrende. At miste sin mor eller far som barn eller ung er et eksistentielt jordskælv. Virkeligheden kommer aldrig helt i vater igen.

 

Hvordan har du lavet research til bogen?

 

SVAR: Jeg lever selv i en sammenbragt familie og har her jeg, fra mine egne børn, oplevet nogle af de reaktioner, Nadia har. Som voksen tænker man måske, at nu nulstiller vi virkeligheden og starter forfra, når man stifter en ny familie, men sådan fungerer det ikke og slet ikke for børn og unge. Her kan en ny familie tværtimod opleves som et overgreb, da barnet ikke selv har valgt den nye familie.

 

Endelig har jeg læst en del litteratur om emnet, f.eks. psykologisk litteratur, men også bøger hvor børn og unge mere konkret giver udtryk for deres erfaringer med at være en del af en sammenbragt familie.

 

Håndbold fylder en del i begge bøger. Her trækker jeg på egne erfaringer som håndboldspiller og på mine børns erfaringer.

 

I den første bog, hvor Nadias mor dør, researchede jeg på børn og unges oplevelser af tab og sorg.

 

Kan du løfte sløret for, hvad der skal ske med Nadia i fremtiden?

 

SVAR: Jeg er ikke gået i gang med at skrive 3’eren endnu. Foreløbig har jeg kun løse skitser og noter. Mit svar er derfor, jeg ved det ikke præcist. De to første bind havde jeg planlagt på forhånd, mens jeg med det tredje bind bestemte mig for at afvente reaktionen på de to første bind. Som forfatter må man udvælge sine projekter nøje, da det er tidskrævende at skrive en bog. Det første bind, Nadia på vej, blev anmeldt mange steder. Bortset fra en enkelt negativ anmeldelse var alle anmeldelserne rigtig positive, men bogen solgte ikke særlig meget. Uden et stort forlag i ryggen, og med de store nedskæringer der har været af kommune- og skolebibliotekers bogindkøb, er det lidt op ad bakke, når man skriver bøger inden for den genre, som Nadia-serien udgør. Selv om bibliotekerne er forpligtiget på alsidighed, når de indkøber bøger, så køber de alligevel 290 eksemplarer af Jussi Adler Olsens nye bog, sådan som f.eks. Københavns bibliotek har gjort.

 

Der er måske nok mange, der synes, at de emner, der berøres i Nadias-serien, er vigtige og sympatiske emner, men sympati sælger desværre ikke ret mange bøger.

 

 

 

Interview om Send mere ledelse. Oktober 2016

 

Læs interview fra Ugebladet A4 om bogen Send mere ledelse. En analyse af Ledersamfundets konsekvenser. http://www.ugebreveta4.dk/forsker-det-offentlige-traenger-til-kollektiv-ledelse_20626.aspx

 

Lyt til interview fra radio 24syv hvor Lars Trier Mogensen interviewer mig om min bog, Send mere ledelse. En analyse af Ledersafmundets konsekvenser

http://www.radio24syv.dk/programmer/det-roede-felt/14491754/31:07/magtens-arrogance-2/http://www.radio24syv.dk/programmer/det-roede-felt/14491754/31:07/magtens-arrogance-2/

 

Læs interview fra Djøf-bladet 1/12. http://www.djoefbladet.dk/blad/2016/20/opg-oe-r-med-ledersamfundet.aspx?

 

Interview fra bladet Ledetråden d. 1. marts. http://epaper.dk/buplforbund/ledetraaden/2017/012017/

 

 

 

Interview med forfatter Finn Wiedemann

ved Pia Sigmund, Litnet

Finn Wiedemann fortæller om sit forfatterskab og læser op af sin nye bog, ”Vi er her kun til låns i al slags vejr”, torsdag den 28. august i Café Litnet.

Café Litnet finder sted i Den Fynske Operas foyer, Filosofgangen i Odense.

Den 27. august udkommer Finn Wiedemanns roman ”Vi er her kun til låns i al slags vejr”. Den udkommer således lige netop, som var den bestilt til Café Litnet dagen efter.

Finn Wiedemann fortæller, at bogen er en familie- og slægtsfortælling.

”Jeg foretager en form for undersøgelse, man kan kalde det et arkæologisk arbejde, for at få en større forståelse af min familie og mig selv. Tidsrammen for den nye bog er 1950-1970, men der er også meget i bogen, der foregår før og efter denne periode. I bogen blander jeg forskellige genrer: Brevroman, historisk roman, digte, dagbøger, og den har også enkelte essayistiske træk.

Bogen har udviklet sig på en anden måde end planlagt; den skulle have handlet om 60´erne. Men da min mor døde i 2008, og min far kom på plejehjem, fandt jeg en brevkorrespondance i chatollet i deres hjem. Der var cirka 500 breve, som alle var fra 50´erne, mens der stort ikke var nogen breve fra 60´erne. Dermed fik jeg et stort kildemateriale forærende. Jeg har også fundet kvitteringer og inddraget andre former for dokumentarisk materiale, som indgår i fortællingen.

Blandt de mange breve fandt jeg et brev, som rummer oplysninger om min far og hans slægt, som jeg ikke kendte i forvejen. Det gjorde, at jeg undervejs fik et andet blik på mig selv. Sådan kom bogen til at handle om, hvem jeg er, og hvordan man kan forstå sig selv og fortælle sin historie. Det er en ret personlig historie, som dog er fortalt med en vis distance. Fortællingen bliver derfor også en historie om et samfund i forandring. Bogen skildrer således overgangen fra 50´erne til 60´erne, dvs. fra et samfund præget af knaphed til et samfund præget af vækst og fremgang og så frem imod nutiden. Denne historie spejler sig gennem bogens personer og deres udvikling.

Fra lyrik til romaner

 

Finn Wiedemann er initiativtager til Odense lyrikfestival sammen med Cindy Lynn Brown, og de to har arbejdet sammen om festivalen i otte år.

Selv har han skrevet lyrik, siden han var ganske ung: ”Jeg begyndte at skrive lyrik, prosa og fiktion som 17-18-årig. Digte stiller store krav til præcision, til form og originalitet, til formmæssige eksperimenter. Prosa giver større frihed. Nogle af fortællingerne til min forrige bog ”Vi er her kun til låns” har oprindelig været skrevet som prosadigte.

"I grunden har vi det jo godt"

 

I 2013 udgav Finn Wiedemann romanen ”I grunden har vi det jo godt”. Han læste afsnit af den højt på Odense Lyrikfestival i marts i år. Det var tydeligt for tilhørerne, at romanen er stærkt beslægtet med prosadigte, opbygget som den er i korte stykker på 1-2 siders længde, og at romanen egner sig fortrinligt til højtlæsning. Hvert enkelt afsnit står lysende klart som en lille perle i sig selv.

”Den bærende idé,” fortæller Finn Wiedemann, ”er at skildre overgangen fra barn til ung. Jeg-fortælleren fortæller sit liv fra 5 til 15 år. Hvordan ser verden ud, når man er 7 år? når man er 11 år? jeg har brugt mig selv for at skildre et udviklingsforløb. Bogen kan ses som en art udviklingsroman."

Som ringe i vandet

 

"Måske kan man sammenligne bogens opbygning med at smide en sten i vandet? Ringene breder sig ud, og hver ring er en del af jeg´et. De første år med forældrene, den nære verden, hvor efter der kommer forskellige lag på. I næste cirkel vejen, naboerne, legekammeraterne. Så kommer orienteringen mod massesamfundet, hvor musikken og medierne bliver en del af referencerammen. Gradvist bliver kammeraterne mere nærværende sammen med fritidsinteresserne og forskellige lokaliteter i byen (som kaldes Chigago, men er Munkebo). Derefter kommer interessen for det modsatte køn, og den fylder meget i jeg´ets bevidsthed. Endelig en gryende interesse for samfundsudviklingen og det politiske. Intentionen er, at de forskellige ringe i vandet er med til at forme personen."

Byen

 

"Efterskriftet er en beskrivelse af byen. Enhver by eller egn har sit særlige kulturelle landkort. Det særlige for denne by er det store skibsværft. Det ”larmer” og fylder og rummer særlige værdier. Det er maskuline værdier som at være først og størst og bedst. Det er som en massiv dyne, man ikke kan slippe udenom. Men det handler også om værdier som fællesskab og solidaritet.”

Nytårstaler

 

”Det sidste lag i bogen er nytårstaler, uddrag af kong Frederik den 9.s og dronning Margrethes nytårstaler. De danner det samfundsmæssige og nationale lag. De er også en del af den luft, man indånder. Da jeg læste nytårstalerne, slog det mig hvor stor en del krisen i 1970´erne fylder. Det kom bag på mig. Krisen må være en del af den mentalitet, der ligger under det daglige liv.

Lad mig give et konkret eksempel: I et afsnit skildrer jeg, at min far på foranledning af min mor skal begynde at hjælpe til derhjemme. Det falder sammen med FNs kvindeår, som dronningen omtaler. Makrohistorien påvirker os altså.”

En roman?

 

Kan man kalde ”I grunden har vi det jo godt” en roman?

”Jeg ville ikke kalde bogen en selvbiografi,” siger Finn Wiedemann. ”Selvbiografier forsøger at skabe en illusion: ”Her har vi dit liv i 1:1!” Genremæssigt er det autofiktion, hvor der tages udgangspunkt i virkelige steder, personer og begivenheder. Men jeg tillader mig at have friheden til at digte videre og gøre brug af litterære virkemidler. Roman er simpelthen det mindst ringe begreb, jeg synes passede på bogen.”

Stramt opbygget

 

Bogen er stramt opbygget og følger hovedpersonens liv år for år. ”Det er en form for benspænd,” indrømmer Finn Wiedemann, ”men det er en måde at få hold på materialet på. Jeg skrev mange fortællinger om min barndom og ungdom, og jeg overvejede: Skulle jeg begrænse det? det var svært, for hvert år i et menneskes liv er vigtigt. Jeg havde mange udfordringer især med de første år, for de tager udgangspunkt i sansninger og følelser, og jeg ville gerne gøre dem konkrete.

Kunstnerisk arbejde udfolder sig inden for bestemte spilleregler. Det er vigtigt for mig at rammesætte mit arbejde. Men jeg har da en vis flair for kasser, selv om jeg også har en side, der går imod det. Måske hænger det sammen med, at min mor var bogholder, og min far også havde den følelsesmæssige side i sit arbejde som dekoratør og kunstmaler.”

Pia Sigmund, 25. juli 2014

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved